Gå videre til hovedindholdet

Nye løsninger

Taget på redskabsskuret fløj af i en kraftig vind og der måtte sættes et nyt på. Heldigvis var svigerfar mand for at hjælpe med at sætte nye trapezplader på skuret - en kæmpe hjælp og tusind tak for det, Per.

Skuret trængte gevaldigt til en oprydning, men det har været en aktivitet, som jeg har udskudt i meget lang tid. Men for at få det  nye tag op var det nødvendigt at tømme skuret, så det var en perfekt anledning til at få ryddet op i diverse ting, som hober sig op i et haveskur efterhånden.

Plastik urtepotter - kan man få for mange af dem? Jeg har samlet dem alle i området under bordet i skuret. Potterne er stablet efter "babushka-dukke-princippet", så de fylder mindst muligt.



Vi havde rester liggende af kloakrør i forskellige størrelser og højder. De er sat på både bord og gulv og holder en rigtig god orden på alle mine plantepinde, som findes i forskellige højder. Så nu er jeg fri for, at de de ligger og flyder/fylder på bordet i skuret og det er nemt at finde den størrelse jeg skal bruge.

Tidligere stod alle redskaberne i én stor stak op af væggen og det var en værre flytten rundt, for det var jo altid det inderste redskab, jeg havde behov for. Jeg har købt redskabsholdere og hængt redskaberne op på væggen.

Efter oprydningen har jeg fået overblik og jeg er helt sikker på, at jeg vil nyde det vildt meget, at der er ro og orden i skuret. Og oprydning efter en dag i haven bliver i fremtiden en fornøjelse.

Kommentarer

  1. Jo, man kan godt få for mange potter, eller rettere sagt jeg kan. I går ryddede jeg nemlig op i stalden og endte med at kassere en stor portion potter. Oprydning tager tid, men resultatet er lækkert, som du skriver.

    SvarSlet
  2. Det er altid godt med en omgang oprydning. Jeg gør det flere gange om året - jeg er nemlig ikke så god til at holde orden ;-)

    God søndag
    Birgitte

    SvarSlet
  3. Hvor ser der godt ud. Sådan en oprydning kan mit skur også godt trænge til, selv om jeg synes at jeg rydder op i sagerne hvert år.

    SvarSlet
  4. Hej Susanne.Jeg rydder altid op hvert forår i skuret.....ellers er det ikke til at finde noget.Men der ser da rigtig godt ud nu i dit skur.Og godt at svigerfar kunne hjælpe med det nye tag.God aften Jette

    SvarSlet
  5. Jeg har også lige ryddet op i mine potter, men jeg garanterer, det ser ikke pænt ud ret længe. Nogen roder igen, mærkeligt :)

    SvarSlet
  6. Ih det ser godt ud - jeg gemmer også alle de plastikpotter jeg får fingrene i - man KUNNE jo få brug for dem igen... Til såning, udplantning, grave planter til venner op, jordbærstiklinger osv osv!
    Men mine kunne godt trænge til en oprydning i stor stil... Det er bare lige det, at der er SÅ mange andre ting der er sjovere ;)

    SvarSlet
  7. Hvor er det blevet fin.
    Altid rart at få ryddet op.
    Jeg er også så småt i gang, men der er laaaaang vej endnu.
    Ha´ en god havedag.

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Foto-aftale i Botanisk have med Signe

Signe og jeg havde en fantastisk dejlig eftermiddag i Botanisk have hvor vi fik skudt mange billeder samtidig med, at hyggede og delte erfaringer. Signe tog en masse flotte billeder, som du kan se i hendes indlæg og hun viser også et eksempel på, hvad det gør ved billedet, når lysstyrken ændres. Jeg arbejdede en del med dybdeskarphed i billederne og legede med de forskellige muligheder, som blænden giver. Det er et utroligt vigtigt 'værktøj' for os havebloggere/-'fotografer'. Blændvidden kan bruges til at regulere skarpen ift. om vi ønsker at stille skarp på blot én blomst eller hvis vi ønsker at vise et helt bed, hvor alle planter er lige skarpe. Her et par eksempler på hvordan blændvidden kan bruges. På det øverste billede af cameliaen er der brugt en høj blændværdi f/36 og derfor er det både blomst og baggrund, som står skarpt. På det nederste er der brugt en lav blændværd f/8 og dermed står blomsten tydeligt frem og baggrunden er sløret. Nedenstå...

DIY - selvandings potte

I et indlæg i foråret (næh nu jeg får set efter, så var det faktisk vinter), lovede jeg at vise, hvad jeg skulle bruge nogle af alle de ting til, som jeg samlede. Tiden er kommet til at bruge de tomme konservesdåser til en selvvandings potte. Jeg er stærkt inspireret til idéen fra en video på Youtube hos en amerikansk dame og nu kan jeg jo selvfølgelig ikke husk hvor. Men I får lige opskriften her "på dansk". Jeg har brugt følgende ting; spand fra blomsterhandlere - én af de store spande, som de får afskårne blomster hjem i 5 konservesdåser med bund og top skåret af rund folie tærteform en-gangs karklud håndklæde rør, som er lidt længere end spandens højde pottejord plante - jeg har plantet en chili der i Jeg satte konservesdåserne ned i spanden og det er i dette område, at der er plads til vandet. For at vandet kun er i det nederste område, borede jeg et hul lige under højden af konservesdåserne. Hullet skal fungere som et overløbshul, således at va...

Hvidt og gult

I den nordlige ende af husbedet er planen hovedsageligt hvide planter. Jeg skriver med vilje hovedsageligt, for der har også sneget sig lidt blåt ind. De blå klokkeskilla'er er fra løg, som er sat for mange år siden og som bedet ser ud lige nu, så passer farven fint sammen med de hvide narcisser, tulipanen Spring green og det hvidbrogede løv fra hosta og ingefær.  Det er klokkeskilla-løg som stammer fra min fødehjem, som mine forældre flyttede fra for 8 år siden. Så løgene har stået samme sted i mange år. De har formeret sig og er blevet lidt tætte. Så de skal helt sikkert graves op og deles, når de er afblomstret. Og mon ikke det er passende at sætte en del i det blå bed ved drivhuset - jeg tror, at de vil passe rigtig godt der.  Og så lige det sidste kig på de gule tulipaner i forhavebedet. Tulipanen Garant er ved at smide kronbladene og Orange Emperor er det helt slut med. Men når en gul og så blomsterrig multiflora kan tage over, så det stadigt ser ...