Gå videre til hovedindholdet

Det gule bed

Det tager lang tid og i denne forbindelse flere år, at få et staudebed, som man er tilfreds med. Og det gule forhave bed er et af de steder, hvor jeg må arbejde mere med hvilke planter, jeg kan få til at gro her.

Det er noget med jordbundsforhold og antal soltimer, som jeg må tage mere hensyn til. Idet der er flere af de planter, som jeg plantede for et par år siden, som er gået ud. Og jeg tror, at det er fordi bedet er tørt. Planterne hænger ihvertfald ret hurtigt, når det er tørt. Ligeledes er det ikke et bed med sol dagen igennem, da det ligger på nordsiden af huset. 

Der er dog flere planter, som også har det fint her. Skovvalmuerne og lærkesporerne har det godt i bedet. Det er begge planter, som er flittige selvsåer, så de egner sig helt sikkert her. Ligeså har den prikbladede fredløs det godt her. Den har stået her i flere år og er godt til at sprede sig med rodskud. 

Løvehalen plantede jeg for et år siden og det er først i år, at den blomstrer, men den ser også ud til at have det fint. Den sjov staude i tre etager. 

Der er kommet et bart område i bedet, så jeg må igang med at undersøge hvilke planter der "gider" forholdene i dette bed. Og kom gerne med med forslag, hvis du tænker, at der er gule stauder, som er åbenlyse til disse forhold.  

Kommentarer

  1. Hej Susanne.Jeg lavede jo et gult/hvidt bed i efteråret.Hvis der er sol den halve dag tror jeg godt at lupiner kan gro der.Har lige lavet et indlæg,hvor jeg viser mit bed.
    Er det et rent gult bed? Men vil også foreslå lodden løvefod og hosta.Håber du kan bruge forslaget God weekend knus Jette

    SvarSlet
  2. Jeg er meget glad for guldbaldrian, patrinia gibbosa, som efter sigende tåler noget skygge, selvom mine erfaringer er fra fuld sol. Den sår sig selv moderat, når først den er faldet til.

    SvarSlet
  3. Den lysegule lille ranunkel (Ranunculus acris Sulphureus)er jeg meget glad for i mit bed, den skulle også være selvsående.... og hvad med den gule staude-digitalis (Digitalis lutea), den kan sikkert godt tåle lidt tørke. Held og lykke i det gule

    SvarSlet
  4. De gule rølliker Credo og Tuttifrutti kunne måske klare det tørre miljø.
    Skønhedsøje
    Min nye gyldenrisasters kunne også være et godt bud.
    Dagliljer kunne måske også klare sig der.
    Gule langsporede akelejer - de blomstrer længere tid en de traditionelle.

    SvarSlet
    Svar
    1. Allium Moly kom jeg også lige til at tænke på!

      Slet
  5. Den gul grønne Løvefod vil være fin i dit bed.
    Dagliljer i Lemongul ville lyse op.
    Skønt med gult bed. Tallerkensmækker ville sikkert også trives "Milkmaid" er fin sart gul.

    SvarSlet
  6. Ja, man skal være tålmodig, når det gælder planter. Noget vil gro og andet ikke-
    sådan er det hos mig. Men det ser da fint ud på billederne.

    SvarSlet
  7. Gemserod. Bliver høj og blomstre fra tidligt forår.
    Forårs vortemælk - også tidligt forår.
    Gul langsoret Akeleje (yellow Bird)og Skønhedsøje - som Berit også nævner
    :O)

    SvarSlet
  8. Glemte lige den mørkbladede fredløs. (Lysimachia ciliata Firecracker) Den er invasiv, men kan gro i nedgravede potter. Jeg forestiller mig den kunne være fantastisk flot som kontrast i alt det gule og grønne. Den får gule blomster!!

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Storslåethed

Det er så skønt og frodigt i haven lige i øjeblikket. Ja, jeg vil nærmest kalde de storslået - hvis man da kan tale om det  i en have på knap 700 kvm. Men det er altså slet ikke til at se sig mæt på. Og det på trods af, at jorden i går var knastør. Men nu har vi fået vand, så vandslagen får lov at holde pause. Her er det et kig ned gennem haven. Jeg kan slet ikke blive træt af at betragte alle farverne. For lige at fortælle lidt om havens opdeling, så ligger træterrassen rundt om hushjørnet. Bag kameraet og før drivhuset ligger den nyetablerede urtehave . Og bag drivhuset ligger det blå bed og det nye mørke bed . Bag dronningebusken ligger bassinbedet og bagved igen ligger den del i haven med små stier . I får lige et nærbillede af de lyserøde planter i husbedet. Her er det acer, storkenæb, pileurt og en allium er på vej.  

Rucola'en blomstrer

I urtehaven står rucolaen så flot og der er mere end rigeligt, så vi har plukket til salater i et stykke tid. Rucola'en jeg har sået er 'Eruca sativa' og købt hos " Bjarnes frø og planter ". Der har været en rigtig god spireprocent og planterne er blevet store og flotte. Normalt er jeg ikke stor tilhænger af rucola, men kan sagtens spise den i mindre mængder sammen med andre salater. Men med denne rucola er jeg blevet omvendt. Det er en meget mild i smagen og på trods af, at den nu er gået i blomst, så kan den stadig bruges i maden. Blomsterne i rucola'en er rigtig dekorative og derfor står der nu også tre stilke i hver sin vase på sofabordet. Og blomsterne er et kunstværk i sig selv. Flødefarvede blomster med mørke og meget tydelige årer - smuk og enkel.

Udsigten fra soveværelsesvinduet

Når nu regnen siler ned igen og igen, så vi ikke kan komme i haven, så må vi jo nyde haven indefra. Vi har værelser til havesiden, så dette er, hvad jeg også ser hver morgen, når jeg trækker gardinerne fra i soveværelset. Men det syn er nu heller ikke helt ringe. Drivhuset ligger lige udenfor vinduet. På højre side af drivhuset ligger urtehaven. Der mangler endnu en del at blive lavet der og det ser lidt rodet ud (fik fx. ikke fjernet krukker med krydderurter inden jeg tog billedet, for det regner jo ;-) Men alligevel er der gang i urterne. Spidskål, løg, kartofler mm. Og i det første bed er der plantet tagetes som kantplante. Det rustne jern helt til højre og forrest i billedet er et stativ til staudelathyrus - sådan så det ud i juli 2010. Det varer ikke længe inden de første ærteblomster springer ud. De dufter desværre ikke, men det kunne have været skønt, hvis duften af ærteblomst havde kunnet finde vej ind i soveværelset hver gang der blev luftet ud.   ...