Gå videre til hovedindholdet

Blåbær

Sørme så, så blev det også dejligt vejr her i Nordsjælland - omkring 13-tiden fortrængte solen disen efter en lille kamp. Hvor var det herligt, at også vi skulle nyde endnu en løvfaldssommerdag. Det blev dog ikke helt så varmt idag som igår, men det har været dejligt til lidt havearbejde.

For et års tiden siden lavede jeg et bed med nogle af de sten, som ikke længere var i brug, efter vi nedlagde en stor havedam. Efterfølgende kørte jeg spagnum i bedet og planlagde, at det skulle være et blåbærbed. Rundt om bedet stod der tre fyrretræer, som er fabelagtige til at leverenåle og kogler til surbundsjorden. Desuden var der et stort hjortetakstræ. Men der var for mørkt i hjørnet på trods af, at vi opstammede de omkringstående fyrretræer.


Hjortetakstræets store massive krone skyggede alt for meget over det kommende blåbærbed. Så på trods af hjortetakstræet smukke efterårsfarver, så havde jeg faktisk ønsket træet langt væk over længere tid. Jeg havde dog ikke haft modet til at fælde det af frygt for, at det ville sætte endnu flere rodskud end det gjorde i forvejen. Da vi fik hækken hevet op bad jeg resolut vognmanden tage hjortetakstræet med. Det var ingen sag for ham.

Så var skyggeproblemet løst og samtidig var der et godt tilbud for en måneds tiden siden i Planteskoleringen. Ja, så var det bed en realitet og seks blåbærplanter blev indkøbt.


Og idag var så dagen, hvor der var 'tid' til at få plantet bedet til. Danmarks Blåbæravlerforening anbefaler dog, at plante planterne om foråret for at undgå problemer med frosthævninger og andre kuldeskader i løbet af vinteren. Så jeg må være over planterne denne første vinter og de får sandsynligvis lidt vinterdække i form af granris til den tid.

Desuden anbefaler Blåbæravlerforeningen, at plante planterne med 2 m mellem rækkerne og 0,75 m mellem hver plante. Men da jeg ikke har rækker men et bed, har jeg valgt at plante planterne med ca. 1 m mellem hver plante. Jeg håber, at jeg med den planteafstand kan komme ind mellem planterne for at plukke de modne bær. Jeg glæder mig allerede til at smage de blå bær fyldt med antioxidanter - om nogle år forståes!

Kommentarer

  1. Blåbær er skønne og nemme planter synes jeg. Vi har en del af dem forskellige steder i haven. Vi har forskellige sorter, så de modner ikke alle samtidig, det er dejligt. De får de skønneste efterårsfarver og i øvrigt kan det da godt være, du får lidt bær allerede næste år.

    SvarSlet
  2. Hvor skønt med blåbær, Susanne. Det kunne jeg også godt tænke mig en dag. Det må da også være en stor tilfredsstillelse nu endelig at kunne betragte det færdige bed. Gi' dig selv et klap på skulderen fra mig :-)
    Knus Signe

    SvarSlet
  3. @ Lisbeth; jeg har plantet fire forskellige slags, så der er også bær over en længere periode. Det lyder dejligt, hvis de allerede giver de første smagsprøver til næste år. Men er det ikke først efter en tre år, at jeg kan forvente det helt store udbytte?

    SvarSlet
  4. @ Signe; det er rigtig dejligt, at bedet endelig er færdigt.
    Og tak - belønningen er udført ;-)

    SvarSlet
  5. Hvor ser det bare godt ud :-) Og sikke en masse sunde blåbær I får til sin tid.
    Skal du have bunddække i? Jeg så en norsk haveudsendelse hvor de plantede blåbær i en bund af skovjordbær. Det så godt ud.
    Jeg sukker stadig misundeligt når jeg ser dit flotte hegn :-)

    SvarSlet
  6. Det er så godt med blåbær i hagen, tar stadigvekk en håndfull når jeg går forbi på ettersommeren. Det kommer bær fortere enn du aner, og vips, er buskene over en meter :)

    SvarSlet
  7. @ Hanne; ja det bliver så dejligt at kunne plukke sine egne blåbær. Jeg har ikke planlagt bunddække, idet blåbærs rødder ligger øverligt (ligesom rododendron) så jeg er bange for, at der bliver for meget konkurrence omkring vand. På den anden side, så er bunddække jo med til at holde på fugten. Blåbæravlerforeningen foreslår at dække med halm, flis eller lign. Gad vide om der er andre der har erfaring med bunddække? Og så skal der jo kunne gåes på det, når bærrene skal plukkes :-)

    @ Mia; det lyder skønt, at du stadig kan plukke en håndfuld bær. Jeg håber også, at der er bær tidligere end jeg tør håbe på. Har læst at der går ca. tre år før der er mange bær på, men kunne være skønt at få smagsprøver inden :-)

    SvarSlet
  8. Er der noget skønnere end når et uoverskueligt projekt - som fx at fjerne et stort træ - pludselig lykkedes og alt bliver lyst og godt!?
    Det skal nok blive rigtig godt med dine blåbær og det er skønt at gå og nippe af. Jeg har mine på 3. sæson og har rigeligt til at vi løbende kan spise af dem, dog ikke så mange at de ligefrem kan ryge i fryseren. Men de vokser hurtigt til og jeg tror egentlig ikke du får brug for bunddække. Mon ikke fyrretræsnålene kan klare det lille job...?

    Flot ser det ud med hegnet og den lille fine gangbro. :o)
    Ha' en dejlig dag.

    SvarSlet
  9. dit bed ser ganske nydelig ud, mon ikke dine blåbær falder godt til ;)

    SvarSlet
  10. Godt, at tågen lettede, så du kunne komme i haven. Vores blåbærbusk gav bær allerede første år. Ikke de store mængder. Vist ikke mere end 5. På andet år er der nu omkring 10 bær. Så du kan forsigtigt glæde dig til næste år, men de store mængder har du ret i kommer først senere.

    Ha´en god mandag aften
    Birgitte

    SvarSlet
  11. Hvor ser det godt ud med de store sten som ramme og tænk bare at kunne nappe lidt blåbær når man går rundt i haven. Jeg nyder lige nu at nappe i efterårshindbærrene.

    SvarSlet
  12. @ Fru Friiis; du har fuldstændig ret i, at det er herligt, når et uoverskueligt projekt pludselig er klaret :-)
    Enig - tænkte også, at fyrrenålene kan gøre en del ved bunden og så har jeg noget flis fra foråret, som jeg tænkte jeg ville fordele lige rundt om planterne. Men forrest i bedet er der fortsat lidt plads. Så måske lidt flere bær, som kan gro i surbund kunne fylde hullet :-)

    @ Tim; jeg håber, at de falder til :-)

    @ Birgitte; jamen bare et par bær til hver i husstanden vil jo bringe lykke de første par år - vi vil glæde os :-)

    @ Berit; stenene var en 'god' måde at hæve bedet på og så gør det jo ikke noget, at det også passer godt til indholdet :-)
    Det er dejligt, når man kan gå og nappe lit bør på haveturen. Vi har også efterårshindbærrene, som ser ud til at give længe endnu - hvis vejret vil :-)

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Rionet brugt til forskellige formål

Så blev der skåret endnu et par rionet til, som skal bruges til espalier i haven. Og de blev også sat op. Det første blev sat op ved urtehaven, hvor de skal fungere dels som rum-skaber og "blikfanger" og dels skal der gro et par tornløse brombær op af det. Det andet ved tobakspibeplanten, som ikke har haft noget at klatre op af siden vi fjernede hækken i efteråret 2011, så det bliver dejligt at få den som en væg i stedet for ud over græsplænen. Jeg havde set hos min veninde på Fyn, at hun havde nogle bøjede rionet som fungerede som plantestøtter. Smart, så det måtte jeg også have. Heldigvis havde jeg gemt resterne fra denne og fra sidste gang vi skar til (man er jo samler), så jeg fandt nogle gode stykker jeg kunne anvende. Jeg bøjede nettene over et bræt. Mens jeg stod på brættet, tog jeg fat i nettet og trak nettet op mod mig selv. Det var nødvendigt at tage fat så langt nede mod brættet som muligt for at få en nogenlunde skarp bøjning.   Et lille stykke af ri

DIY - selvandings potte

I et indlæg i foråret (næh nu jeg får set efter, så var det faktisk vinter), lovede jeg at vise, hvad jeg skulle bruge nogle af alle de ting til, som jeg samlede. Tiden er kommet til at bruge de tomme konservesdåser til en selvvandings potte. Jeg er stærkt inspireret til idéen fra en video på Youtube hos en amerikansk dame og nu kan jeg jo selvfølgelig ikke husk hvor. Men I får lige opskriften her "på dansk". Jeg har brugt følgende ting; spand fra blomsterhandlere - én af de store spande, som de får afskårne blomster hjem i 5 konservesdåser med bund og top skåret af rund folie tærteform en-gangs karklud håndklæde rør, som er lidt længere end spandens højde pottejord plante - jeg har plantet en chili der i Jeg satte konservesdåserne ned i spanden og det er i dette område, at der er plads til vandet. For at vandet kun er i det nederste område, borede jeg et hul lige under højden af konservesdåserne. Hullet skal fungere som et overløbshul, således at va

Ny pergola

Tobakspibeplanten har fået mere plads! Et par af havens stolper med rionet har fået en overlægger og tobakspibeplanten har derved fået lidt mere plads at brede sig på.  Jeg har længe haft et ønske, om at forbinde stolperne med tobakspibeplanten og stolperne på den anden side af græsstriben. Et ønske som nu er blevet opfyldt og vi har fået en pergola. Tobakspibeplanten er stor og kraftig og griber fast i planterne, som gror omkring den. Håber er derfor, at den vil gribe fast i loftet med rionet i pergolaen og med tiden danne et grønt loft. Men den skal nok have en hjælpende hånd i starten for at blive guidet det rigtige sted hen. På modsatte side af pergolaen er der også stolper med rionet, men herpå er der sat et par klematis. De er endnu små og plantet sidste år, så der går nok noget tid førend de fylder.