Gå videre til hovedindholdet

Rød havesyre

Hurra - Jeg opdagede igår, at planterne i haven begynder at røre på sig. Èn af de første jeg har fået øje på er rød havesyre, som står med små flotte blade. Havesyren står i staudebedet og har fået lov til at smide frø og nu kan jeg se, at den kommer flere steder i bedet, dog uden at den kommer over det hele som "ukrudt". I litteraturen skrives der, at det er en god idé, at fjerne blomsterne inden den sætter frø, idet planten kan være svær at fjerne fordi den har en dybtgående rod. Men indtil videre har jeg ikke haft problemer med, at den spreder sig for meget.

Havesyre findes også i en grøn variant med saftige, græsgrønne blade, men jeg er nu glad for den røde, som giver lidt mere kolorit på bedet. Planten kommer med blomstrerstilke med mange skiveformede rust-/gul-farvede blomster fra midsommer, men umiddelbart er det for mig at se ikke blomsterne, der er det attraktive ved denne urt. Blomsterstandene bliver op til 50-80 cm høje. Planten trives bedst i sol til halvskygge og i en nærigsrig jord, men kan også trives på en lidt mere mager jord. Hvis blomsterstandene fjernes stimuleres bladsætningen.

Havesyre er en krydderurt som bruges i supper og salater. Den er god til okse- og lammekød samt fed fisk ex. laks og makrel. Den har en frisk citrus-agtig smag og er da også rig på C-vitaminer samt A- og B1-vitamin. Planten indeholder en del oxalsyre, så den må ikke spises i alt for store mængder (nyrerne kan tage skade). De spæde blade om foråret, er selvsagt de mest delikate, men bladene kan anvendes i madlavningen hele sæsonen.

Havesyren har tidligere været anvendt som medicinsk plante til at behandle skørbug grundet det høje indhold af C-vitamin. Ligsom den har været brugt som appetitskærpende middel til syge, som har mistet lysten til at spise.

Som sagt så gror havesyren i et staudebed. Så når jeg nu til sommer skal til at arrangere bedene, så har jeg planer om, at havesyren skal flyttes til bedet med stauder med rødt løv og at den skal anvendes som kantplante i bedet.

Kommentarer

  1. Et kærkomment tilskud til vinterkosten og trangen til at se det spire i haven. Undrer mig over, hvorfor jeg ikke har havesyre ;-)

    Bedste tirsdagshilsner
    Birgitte

    SvarSlet
  2. Hej Birgitte
    Ja, gad vide hvorfor ;-) for den er ihvertfald let at få til at gro :-)

    Mange hilsener fra Susanne

    SvarSlet
  3. Jeg sidder og klør mig lidt i håret!!
    Den røde havesyre du viser har i mit hoved et andet navn. (og det husker jeg ikke lige nu)

    Nå men skidt nu med det. For mig har det altid været en prydplante i staudebedet....tænk sig, jeg haved ikke anelse om at det var noget spiselige :O)Tak for den gode nyhed.

    Jeg forsøgte mig med flytning sidste år. Resultatet var lidt blandet, da den har pælerod. Men jeg kunne dog tage lidt sideplanter som jeg har fået til at gro. Moderplanten kunne ikke lide at få maltrakteret sin rod, så den gik til.

    SvarSlet
  4. Hej Susanne
    Velkommen til som fast læser :-)
    Jeg håber da, at jeg har ret i, at det er en krydderurt, som kan spises! Hvis jeg ex. kigger her; http://fuglebjerggaard.dk/netbutik/product_info.php?products_id=786, så ligner den jeg har i haven helt sikkert. Men jeg synes da, at det kunne være rigtig spændende, hvis du kommer i tanken om, hvad du kalder planten - det vil jeg gerne høre.
    Ang. flytning af planten så har jeg tidligere flyttet små planter med held ligesom du. Så jeg håber at det vil lykkes igen.

    Mange hilsener fra Susanne

    SvarSlet
  5. Hej Susanne.

    Jeg er gået og kommet i tanke om at jeg købte den under navnet 'skræppe' på et plantemarked.Jeg har også googlet og set at Camilla skriver om planten. Mon ikke det er den samme??

    Det store spørgsmål er nu - tør jeg spise af den? ;O))

    Iøvrigt er den bare så flot i et staudebed i det tidlige forår, på grund af den smukke lysegrønne farve med de blodrøde aftegninger :O)

    SvarSlet
  6. Hej Susanne
    Spændende snak om havesyre - min videbegærlighed drev mig videre!

    Jeg fandt følgende citat "Udover fransk syre dyrkes også alm. syre Rumex acetosa og rød syre Rumex sanguineus. I den danske natur forekommer en del arter (skræpper), der smager mindre heldigt, men er stærkere i deres medicinske virkning" på http://www.urtegartneriet.dk/Portraetter/FranskSyre.htm

    Dvs. at Rumex er "fornavnet" på både skræppe, havesyre og rød havesyre. Og de ligner jo også hianden! Jeg har faktisk ofte tænkt på, når jeg så den røde havesyres blomster, at det lignede en af vejgrøftens planter, men har ikke kunnet komme i tanken om hvilken - så du opklarede også et mysterie for mig, tak :-)

    SvarSlet
  7. Denne såede jeg sidste år, men troede faktisk, at det var en anden, jeg såede (forkert navn fra frøfirmaet), men det gjorde ikke noget, for den er skøn - både smagen og udseendet er ret speciel(t).

    Susanne, jeg kan se, at du har sat min blog på din blogliste - mange tak :-) Skal/må jeg tilføje dig på min?

    Kh. Marlene

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

De små i haven

Det er ikke de små mennesker, der er tale om! Men istedet er de små blomster fanget med makro-linsen og når der kigges efter, så er der en del smukke små blomster Porcelænsblomstens fine små blomster har her besøg af en lille bille. De sidste blomster på kærmindsøstrene sidder helt oppe i toppen af blomsterstænglen - det varer ikke længe inden deres blomstring er slut. De små grøn/hvide blomster findes i hobetal på benveden. Det er ikke til at forstå, at den får flotte røde og orange frøstande hen på efteråret - og frøstandene er vel at mærke noget større end selv blomsten. De enkelte blomster på den lille sibiriske portulak er små, men oftest er der flere planter på samme sted og flere blomster samtidig, så derfor er den til at få øje på. Den sidste er én af mine yndlinge, som man skal kigge virkelig godt efter, for at finde - de små tobakspiber gemmer sig gerne under de rimelig store blade af tobakspibeplanten.

Spæde stauder

Det er en herlig tur i haven, når stauderne begynder at poppe op af jorden. Det er fantastisk sådan en vilje planterne har trods det, at jorden endnu er halvfrossen og at det må være koldt at komme op i det fri. Gemseroden har fundet vej - tænkt sig at den allerede begynder at blomstre om et par måneder, som én af de første stauder. Jeg kan godt forstå, at den har travlt med at komme op nu. Lidt senere og det er hen i maj/juni begynder akelejerne at blomstre. De to-årige planter, som dukker op mange steder, hvis man ikke lige er efter dem og får fjernet frøstandende inden de når at smide frøene. Den lyserøde storkenæb - geranium x oxonianum - på det midterste billede starter blomstringen i juni og den har startet sin vej til et overdådigt lyserødt hav. Heller ikke katosten holder sig tilbage, selvom den starter sin blomstring senere end de andre nævnte. Jeg er meget spændt på, om den får rigtig fat i år og blomstrer flot, for sidste år brugte den al sin kraft på at ...

"Samler" eller genbrug af emballage

Jeg samler til huse i denne tid, for en masse af emballagen fra vores køkken kan sagtens genbruges til mange forskellige formål til planterne. Æggebakker til den første forspirring af kartofler og derefter mælkekartoner til at sætte kartoflerne i jord til det næste trin i forspirringen - der kommer et indlæg herom snarest Plastikbakker med hul i bunden fra tomater, vindruer eller lignende er fortrinlige til at så i. Hullerne er vigtige da de små planter så kan vandes nedefra og derved mindskes risikoen for svampen rodhalsbrand Toiletrullerør gemmes til såning af blandt andet ærteblomster, som gerne vil kunne sende rødder i dybden og de er nemme at plante om uden af forstyrre rødderne  Plastikflasker anvendes som minidrivhus, når de første forkultiverede planter skal plantes ud på friland. Flaskerne får skåret bunden af og låget skrues af, så der er udluftning i toppen af "drivhuset" Konservesdåser til opbygning af vandreservoirs i spande til chiliplanter og sommerblo...