Gå videre til hovedindholdet

Året første røde ...

og søde jordbær er plukket. Det er ren fornøjelse at gå i egen have og plukke. Og der er mange som er tæt på at være modne. Men vi fik kun 1 mm i går og intet i dag, så det er ved at være knastørt derude. Og netop jordbær (og kartofler) må ikke mangle vand, så jeg skal vist snart have vanderen frem igen.

Vi har nogle rigtig frække solsorte, som gerne vil have del i jordbærhøsten. Det synes jeg ikke om, så begge rækker bær har fået et net på - jeg vil nemlig ikke dele.

Jeg er klar over, at det grønne net er ret stormasket, men hverken sidste år eller i år har jeg oplevet, at fuglene har siddet fast i det. I starten havde jeg endda ikke fået lukket den ene ende, så solsortene fandt ind under nettet lokket af de røde bær og det uden at de sad fast.

Hele 900 g blev det til i første høst - det tyder godt for det kommende udbytte - som vi har smæsket os i til dessert med fløde og sukker. Mums siger vi bare.

Som I ser, så plukker jeg jordbær med haserne på. Det er en vane, som jeg har med mig tilbage fra 3-4 sæsoner som jordbærplukker, da jeg var helt ung. Jordbærrene bliver ikke mast når stilken nippes over og jeg tror også, at de holder sig længere. Og så ser det faktisk også rigtig appetitlig ud.

Kommentarer

  1. Mums, det ser godt ud - vi har også fået jordbær af egen avl i dag - sådan rigtigt plukket i en skål, ellers har vi bare gået og smovset en håndfuld ad gangen her i den sidste ugestid. Jeg synes at dine jordbær er rundere og rødere (og måske sødere) end vores..... kan du huske sortsnavnet?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er superskønt at kunne plukke i skål, men også dejligt at smovse direkte fra når man har lyst. Dejligt at I også har den mulighed :-)

      Jeg kender desværre ikke sortsnavnet, da det er udløbere jeg har fået fra mine forældre. Men godt smager de ihvertfald.

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

De små i haven

Det er ikke de små mennesker, der er tale om! Men istedet er de små blomster fanget med makro-linsen og når der kigges efter, så er der en del smukke små blomster Porcelænsblomstens fine små blomster har her besøg af en lille bille. De sidste blomster på kærmindsøstrene sidder helt oppe i toppen af blomsterstænglen - det varer ikke længe inden deres blomstring er slut. De små grøn/hvide blomster findes i hobetal på benveden. Det er ikke til at forstå, at den får flotte røde og orange frøstande hen på efteråret - og frøstandene er vel at mærke noget større end selv blomsten. De enkelte blomster på den lille sibiriske portulak er små, men oftest er der flere planter på samme sted og flere blomster samtidig, så derfor er den til at få øje på. Den sidste er én af mine yndlinge, som man skal kigge virkelig godt efter, for at finde - de små tobakspiber gemmer sig gerne under de rimelig store blade af tobakspibeplanten.

Rionet brugt til forskellige formål

Så blev der skåret endnu et par rionet til, som skal bruges til espalier i haven. Og de blev også sat op. Det første blev sat op ved urtehaven, hvor de skal fungere dels som rum-skaber og "blikfanger" og dels skal der gro et par tornløse brombær op af det. Det andet ved tobakspibeplanten, som ikke har haft noget at klatre op af siden vi fjernede hækken i efteråret 2011, så det bliver dejligt at få den som en væg i stedet for ud over græsplænen. Jeg havde set hos min veninde på Fyn, at hun havde nogle bøjede rionet som fungerede som plantestøtter. Smart, så det måtte jeg også have. Heldigvis havde jeg gemt resterne fra denne og fra sidste gang vi skar til (man er jo samler), så jeg fandt nogle gode stykker jeg kunne anvende. Jeg bøjede nettene over et bræt. Mens jeg stod på brættet, tog jeg fat i nettet og trak nettet op mod mig selv. Det var nødvendigt at tage fat så langt nede mod brættet som muligt for at få en nogenlunde skarp bøjning.   Et lille stykke af ri...

Ny pergola

Tobakspibeplanten har fået mere plads! Et par af havens stolper med rionet har fået en overlægger og tobakspibeplanten har derved fået lidt mere plads at brede sig på.  Jeg har længe haft et ønske, om at forbinde stolperne med tobakspibeplanten og stolperne på den anden side af græsstriben. Et ønske som nu er blevet opfyldt og vi har fået en pergola. Tobakspibeplanten er stor og kraftig og griber fast i planterne, som gror omkring den. Håber er derfor, at den vil gribe fast i loftet med rionet i pergolaen og med tiden danne et grønt loft. Men den skal nok have en hjælpende hånd i starten for at blive guidet det rigtige sted hen. På modsatte side af pergolaen er der også stolper med rionet, men herpå er der sat et par klematis. De er endnu små og plantet sidste år, så der går nok noget tid førend de fylder.