Gå videre til hovedindholdet

Birken bløder

Et af weekendens opgaver var at fælde det store birketræ, som stod tæt på vores terrasse og dørene ind til stuen. Vi har haft mange diskussioner om, om den skulle fældes, idet den gav skygge på en del af terrassen og det var skønt at kunne sætte sig der, når det var rigtigt varmt.

På den anden side så er jeg allergisk overfor birkepollen og da er træet altså meget tæt på både terrasse og døre til stuen. Om foråret hvor vi virkelig nyder at åbne døre ind til stuen, er det surt ikke at kunne nyde den friske forårsluft af hensyn til mig.

Der var flere plusser og minusser i forbindelse med beslutningen, men inden lørdagen var omme så var træets dage også omme.
Stakittet er 1,8 m høj, så birketræet var vel omkring 10 m højt. Vores ven Kim var frisk og kravlede op i det store træ og planlagde dets fald. Der var lige "en gaf" mellem de to stedsegrønne træer, hvor træet kunne falde.
Og Kims planlægning holdt stik - træet faldt fuldstændigt som planlagt. Men hold op hvor fyldte det meget, da det pludselig lå vandret. Mens Kim skar stammen fri for grene, var vi 4 mand til at slæbe væk til traileren. Så i løbet af ingen tid var hele træet skåret op og der var ryddet op.

Dette er bare ét af eksemplerne på, hvor effektive vores venner var i weekenden og vi fik lavet SÅ meget i haven, som jeg aldrig selv ville have fået gjort. Det var rigtig hyggeligt at arbejde sammen med jer. Tusind tak til familien Brixgaard - det har været en kæmpe hjælp og det var rigtig hyggeligt at arbejde sammen med jer :-)
Tilbage står nu stubben af det store birketræ. Og den står og storbløder - der er ingen tvivl om, foråret var gået i træet og saftstigningen var gået i gang.

Kommentarer

  1. Forhåbentligt vil du mærk en tydelig forskel i din allergi, nu hvor det store birketræ er væk. Skygge finder I garanteret ud af at skabe på en eller anden måde.

    SvarSlet
  2. Det er ikke sjovt at have pollenallergi, det har min svigerdatter også, og de har et meget større birketræ i deres have. For nogen år siden fældede vi en ahorn, den blødte hele sommeren, senere kom der svamp i den, men den gror stadig fra bunden.
    Godt I havde god hjælp til fældningen.

    SvarSlet
  3. Drik det Susanne, det smager herligt - hvis det er umuligt at samle op kan du nøjes med at tage et par grene ind og stille i et glas eller flaska så får du også lækker birkesaft

    SvarSlet
  4. Hold nu op.. Det er jo helt vildt med al den saft. Jeg er total overrasket :o)
    Men håber for dig at du går en sommer i møde uden for mange gener af birkepollen.

    Masser af solskinshilsner fra Lise

    SvarSlet
  5. Jeg arbejder i nærheden af et stort hotel, som bor op af skoven. Jeg lagde mærke til at nu har kokkene været ude og stille spande op ved birketræerne, til opsamling af birkesaft. Så det er altså lige nu at disse gyldne dråber kan samles, - måske du kunne ha' solgt ud af al den gode saft?? ;o)

    SvarSlet
  6. Jeg lagde mærke til, at mejserne flyver hen og sætter sig lige der, hvor vores Cornus bløder. Så de må jo også kunne lide saften.

    Jeg kan godt forstå dit dilemma vedr. træet. Det er altid trist at skulle fælde store træer synes jeg, men når det giver så megen allergi, så var der vel egentlig ingen vej udenom.

    SvarSlet
  7. Forrige år fællede vi også et kæmpe Birketræ - kan sørme godt huske hvor meget det fyldte og "grissede" og ikke mindst stubben som "svedte" i ugevis, det er helt utrolig så meget vand en Birk "drikker", så du vil nok opleve en noget mere fugtig jord i området hvor Birken før stod.
    Glædeligt forår :o)

    SvarSlet
  8. Saften smager dejligt, og det går ikke ud over din allergi! Var det mit birketræ, havde jeg samlet saften.

    SvarSlet
  9. Hej Susanne.Jeg synes ar det godt at i har fældet birken,når du ikke kan tåle den.Vi fældede vores store birk for flere år siden,for jeg har også allergi.
    Vores birke-stub har fået nogle rigtig flotte svampe.
    Dejligt med god hjælp fra vennerne.Og rigtig god aften knus Jette

    SvarSlet
  10. Læste lige først at Country-Lisbeth foreslog du gik ud med et sugerør. Men det kan da være mit foreslag så. En 'gaf', det lyder næsten sønderjysk? Jeg tror også du bliver glad for det.

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

De små i haven

Det er ikke de små mennesker, der er tale om! Men istedet er de små blomster fanget med makro-linsen og når der kigges efter, så er der en del smukke små blomster Porcelænsblomstens fine små blomster har her besøg af en lille bille. De sidste blomster på kærmindsøstrene sidder helt oppe i toppen af blomsterstænglen - det varer ikke længe inden deres blomstring er slut. De små grøn/hvide blomster findes i hobetal på benveden. Det er ikke til at forstå, at den får flotte røde og orange frøstande hen på efteråret - og frøstandene er vel at mærke noget større end selv blomsten. De enkelte blomster på den lille sibiriske portulak er små, men oftest er der flere planter på samme sted og flere blomster samtidig, så derfor er den til at få øje på. Den sidste er én af mine yndlinge, som man skal kigge virkelig godt efter, for at finde - de små tobakspiber gemmer sig gerne under de rimelig store blade af tobakspibeplanten.

Spæde stauder

Det er en herlig tur i haven, når stauderne begynder at poppe op af jorden. Det er fantastisk sådan en vilje planterne har trods det, at jorden endnu er halvfrossen og at det må være koldt at komme op i det fri. Gemseroden har fundet vej - tænkt sig at den allerede begynder at blomstre om et par måneder, som én af de første stauder. Jeg kan godt forstå, at den har travlt med at komme op nu. Lidt senere og det er hen i maj/juni begynder akelejerne at blomstre. De to-årige planter, som dukker op mange steder, hvis man ikke lige er efter dem og får fjernet frøstandende inden de når at smide frøene. Den lyserøde storkenæb - geranium x oxonianum - på det midterste billede starter blomstringen i juni og den har startet sin vej til et overdådigt lyserødt hav. Heller ikke katosten holder sig tilbage, selvom den starter sin blomstring senere end de andre nævnte. Jeg er meget spændt på, om den får rigtig fat i år og blomstrer flot, for sidste år brugte den al sin kraft på at ...

"Samler" eller genbrug af emballage

Jeg samler til huse i denne tid, for en masse af emballagen fra vores køkken kan sagtens genbruges til mange forskellige formål til planterne. Æggebakker til den første forspirring af kartofler og derefter mælkekartoner til at sætte kartoflerne i jord til det næste trin i forspirringen - der kommer et indlæg herom snarest Plastikbakker med hul i bunden fra tomater, vindruer eller lignende er fortrinlige til at så i. Hullerne er vigtige da de små planter så kan vandes nedefra og derved mindskes risikoen for svampen rodhalsbrand Toiletrullerør gemmes til såning af blandt andet ærteblomster, som gerne vil kunne sende rødder i dybden og de er nemme at plante om uden af forstyrre rødderne  Plastikflasker anvendes som minidrivhus, når de første forkultiverede planter skal plantes ud på friland. Flaskerne får skåret bunden af og låget skrues af, så der er udluftning i toppen af "drivhuset" Konservesdåser til opbygning af vandreservoirs i spande til chiliplanter og sommerblo...