Gå videre til hovedindholdet

Birken bløder

Et af weekendens opgaver var at fælde det store birketræ, som stod tæt på vores terrasse og dørene ind til stuen. Vi har haft mange diskussioner om, om den skulle fældes, idet den gav skygge på en del af terrassen og det var skønt at kunne sætte sig der, når det var rigtigt varmt.

På den anden side så er jeg allergisk overfor birkepollen og da er træet altså meget tæt på både terrasse og døre til stuen. Om foråret hvor vi virkelig nyder at åbne døre ind til stuen, er det surt ikke at kunne nyde den friske forårsluft af hensyn til mig.

Der var flere plusser og minusser i forbindelse med beslutningen, men inden lørdagen var omme så var træets dage også omme.
Stakittet er 1,8 m høj, så birketræet var vel omkring 10 m højt. Vores ven Kim var frisk og kravlede op i det store træ og planlagde dets fald. Der var lige "en gaf" mellem de to stedsegrønne træer, hvor træet kunne falde.
Og Kims planlægning holdt stik - træet faldt fuldstændigt som planlagt. Men hold op hvor fyldte det meget, da det pludselig lå vandret. Mens Kim skar stammen fri for grene, var vi 4 mand til at slæbe væk til traileren. Så i løbet af ingen tid var hele træet skåret op og der var ryddet op.

Dette er bare ét af eksemplerne på, hvor effektive vores venner var i weekenden og vi fik lavet SÅ meget i haven, som jeg aldrig selv ville have fået gjort. Det var rigtig hyggeligt at arbejde sammen med jer. Tusind tak til familien Brixgaard - det har været en kæmpe hjælp og det var rigtig hyggeligt at arbejde sammen med jer :-)
Tilbage står nu stubben af det store birketræ. Og den står og storbløder - der er ingen tvivl om, foråret var gået i træet og saftstigningen var gået i gang.

Kommentarer

  1. Forhåbentligt vil du mærk en tydelig forskel i din allergi, nu hvor det store birketræ er væk. Skygge finder I garanteret ud af at skabe på en eller anden måde.

    SvarSlet
  2. Det er ikke sjovt at have pollenallergi, det har min svigerdatter også, og de har et meget større birketræ i deres have. For nogen år siden fældede vi en ahorn, den blødte hele sommeren, senere kom der svamp i den, men den gror stadig fra bunden.
    Godt I havde god hjælp til fældningen.

    SvarSlet
  3. Drik det Susanne, det smager herligt - hvis det er umuligt at samle op kan du nøjes med at tage et par grene ind og stille i et glas eller flaska så får du også lækker birkesaft

    SvarSlet
  4. Hold nu op.. Det er jo helt vildt med al den saft. Jeg er total overrasket :o)
    Men håber for dig at du går en sommer i møde uden for mange gener af birkepollen.

    Masser af solskinshilsner fra Lise

    SvarSlet
  5. Jeg arbejder i nærheden af et stort hotel, som bor op af skoven. Jeg lagde mærke til at nu har kokkene været ude og stille spande op ved birketræerne, til opsamling af birkesaft. Så det er altså lige nu at disse gyldne dråber kan samles, - måske du kunne ha' solgt ud af al den gode saft?? ;o)

    SvarSlet
  6. Jeg lagde mærke til, at mejserne flyver hen og sætter sig lige der, hvor vores Cornus bløder. Så de må jo også kunne lide saften.

    Jeg kan godt forstå dit dilemma vedr. træet. Det er altid trist at skulle fælde store træer synes jeg, men når det giver så megen allergi, så var der vel egentlig ingen vej udenom.

    SvarSlet
  7. Forrige år fællede vi også et kæmpe Birketræ - kan sørme godt huske hvor meget det fyldte og "grissede" og ikke mindst stubben som "svedte" i ugevis, det er helt utrolig så meget vand en Birk "drikker", så du vil nok opleve en noget mere fugtig jord i området hvor Birken før stod.
    Glædeligt forår :o)

    SvarSlet
  8. Saften smager dejligt, og det går ikke ud over din allergi! Var det mit birketræ, havde jeg samlet saften.

    SvarSlet
  9. Hej Susanne.Jeg synes ar det godt at i har fældet birken,når du ikke kan tåle den.Vi fældede vores store birk for flere år siden,for jeg har også allergi.
    Vores birke-stub har fået nogle rigtig flotte svampe.
    Dejligt med god hjælp fra vennerne.Og rigtig god aften knus Jette

    SvarSlet
  10. Læste lige først at Country-Lisbeth foreslog du gik ud med et sugerør. Men det kan da være mit foreslag så. En 'gaf', det lyder næsten sønderjysk? Jeg tror også du bliver glad for det.

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Magnolia gren

Fra stuevinduet har jeg udsigt til magnolia-træet, som står med knopper. Når jeg ser ud på træet, så har jeg en fornemmelse af, at knopperne allerede er hvide, men ved nærmere eftersyn så er knoppen stadig dækket af en  "skal" med sølvgrå hår. På en tur rundt i haven blev jeg fristet og klippede en gren med et par knopper af, som jeg har sat i en vase. Jeg er meget spændt på, om det endnu er for tidligt at drive magnoliaen frem indendørs. Eller om knoppen tører ud isedet - opvarmning med brændeovn gør ikke miljøet bedre! Men det kunne være så dejligt at få en magnoliablomst at se - for der er godt nok lang tid til sidst i april, hvor magnolia-blomsterne var klar til at blomstre sidste år !

Nedklipning af katteurt

Katteurten Nepeta faassenii 'Six hills Giants' lever op til sit navn og jeg skal love for, at den er blevet stor - stor og smuk var den, da den stod med alle de smukke blå blomster i fuld flor. Og den har været så velbesøgt af de flittige brumbassser. En ulempe ved den er dog, at den falder til siden og derved bliver lidt bar i midten. Derfor fylder den ret meget - jeg tror, at én plante har fyldt 1,5x1,5 m. Derfor har den også klemt nogle af de planter, som jeg har sat i bedet. Måske har jeg plantet for tæt, men så er planten for stor. Så istedet har jeg midlertidigt sat en stump rionet op, så plantestilkene er blevet løftet fra jorden og der er givet plads til andre planter. Dette må blive min fremtidige løsning - dog med rionet hele vejen rundt om planten - da jeg gerne vil beholde katteurten i haven. Da jeg så, at der var friske grønne skud i midten af planterne, så var jeg kvik med saksen - væk med de horisontale, halv visne og afblomstrede grene. Og tilbage stod fr...

Burresnerle

Her i haven har vi en del burresnerler, et træls ukrudt men ikke en plage som andet ukrudt ex. skvalderkål eller mælkebøtter. De er trælse at komme i nærheden af, for de hænger fast i tøjet. Plantestænglen og bladene har små modhagere eller kroge, som griber fast, ja selv havehandsker hænger de fast i. De 30-100 cm lange stængler klatrer rundt i andre planter, så de til tider kan være ret svære at få hevet op, ligesom at stænglen ofte knækker når man trækker i planten. Derfor er de ikke sådan ligetil at komme til livs. Lige nu blomstrer burresnerlen. Den har små ubetydelige hvide blomster, som senere bliver til små kugler. Og det er kuglerne som er de værste til at hænge fast - gad vide hvorfor kuglerne også bliver kaldt for præstelus? Planten har gjort det smart, for de små kugler hænger fast i alt og jeg mener alt! Og dermed bliver kuglerne = frøene spredt over større afstande. Jeg mindes, at vi som børn smed kuglerne efter hinanden for at drille. Om vores haveinteresserede fo...