Gå videre til hovedindholdet

Frodighed i urtehaven

Det gror rigtig godt i urtehaven og vi nyder at høste direkte fra egne bede. I dag var det kartofler og nu er én stamme nok til at mætte tre munde. Derudover persille til at strø over kartoflerne. Jeg har sået den bredbladede selv og kruspersillen er sat fra købte småplanter. Begge dele står tæt, grønt og frodigt.


Jeg har forsøgt at kante højbedene med forskellige blomster, men ikke alt er lykkedes lige godt. Kartoflerne fyldte for meget, så harlekin tagetesene er blevet meget ranglede. Rævehalen er sået for sent og er nu kun ca. 5 cm høj.

Disse tagetes er dog blevet en succes. Det er tagetes, som jeg har sået inde og de små planter blev plantet ud omkring første juni. Det giver en ganske fin og farverig kant.


Dette bed er til bønner, ærter, squash og agurk. Apropos agurker så har jeg opgivet at dyrke agurker i drivhuset. Jeg får spindemider i dem hvert eneste år og når at få 3-4 agurker. Og hvis jeg skal til at have nyttedyr i drivhuset, så synes jeg at det bliver nogle meget dyre agurker.

Derfor købte jeg forleden en stor drivhus-agurkeplante, som jeg har plantet ud i højbedet. Nu håber jeg, at jeg får bedre held med den der end inde i drivhuset. Og med heldet må der også gerne komme lidt varmere vejr. Men der er allerede små agurker på planten, så .... krydser fingre.



I dette stykke jord bag drivhuset fjernede mine søde forældre de planter, som havde groet der tidligere. Det drejede sig om vilde hindbær, bjerknopurt, akelejer og høstanemoner. Både høstanemoner og hindbær er jeg meget spændt på, om jeg sådan lige får has på. De er i hvert fald begge ivrige med rodskud ud i det blå bed lige ved siden af.  

Planen er at der skal laves krydderurtebede i stykket. Og når de er lavet, så skal jeg til at lægge fiberdug og fylde småsten på i gangene. Jeg er noget i tvivl om, hvor store/små sten jeg skal bestille. Ærtestenene vi har i indkørslen synes jeg er for store på de 40 cm gange. Stenmel er for småt og hænger fast i fodtøj, så det slider trægulvene indenfor for meget. Derimellem findes flere forskellige slags, så ...

Kommentarer

  1. Der er da en skøn frodighed i din køkkenhave. Persille er en langsom sag, når man sår den. Den er faktisk bedst som selvsået ;-)
    I år har jeg sået inde i potter og sat dem i krukker ude. Der er de blevet rigtig flotte som dine. Jeg har iøvrigt også tit brugt dem som kantplante i køkkenhaven ligesom tagetes. Appelsin/citron tagetes er også rigtig god som kantplante.

    Du kunne også bruge barkflis eller teglsten i din nye krydderurtehave.

    SvarSlet
    Svar
    1. God idé med persille som kantplante - så kan det jo blive til en del persille. Men du har ret i, at den er en langsom starter. Derfor såede jeg den heller ikke direkte i højbedene.

      Det er også to gode materialer til belægning. Jeg hælder dog til småsten, idet jeg har en lille formodning om, at dræbersneglene ikke kan lide at vandre over stenene.

      Slet
  2. Hyggeligt med et køkkenhaveindlæg. I år har vi for en gangs skyld held med agurker i drivhuset. Jeg bliver ganske nostalgisk, når jeg ser dine tagetes. Dem såede min mor hvert eneste år. Selv gør jeg ikke så meget i sommerblomster.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder dejligt, at I har held med agurkerne - de smager så godt direkte plukket og varm fra drivhuset.

      Jeg husker også, at min farmor satte tagetes og det samme mener jeg, at min mor gjorde. Så det er nostalgiske blomster, som har fået en renescanse :-)

      Slet
  3. Det ser rigtig godt ud i din køkkenhave.
    Vi har slet ikke fået persille sået i år. Heller ikke noget i drivhuset.
    Erhardt kan jo ikke lave noget, g det er altid ham der passer drivhuset.
    Tak for kigget.
    Ha´ en god aften.

    SvarSlet
  4. Lækre persilleplanter!!! Jeg har jo, som før nævnt, ikke køkkenhave og har defor købe-persille i potter. Det bliver altså ikke så lækkert som det du har....
    Glæder mig til at se dit urtebed!Og hvilken belægning du ender op med. Jeg synes det er god logik med perlegrus der irriterer snegle"fødder". Har læst herinde at sneglene ikke kan lide hvidløg, så måske skal det bruges som kantplante. ;O)

    SvarSlet
  5. Hej Susanne. Det ser bare godt ud i køkkenhaven. Din persille fik jeg helt lyst til at amage, hvor ser den sund og grøn ud! Der sker godt nok meget i din have, det er spændende at følge med i alle de ting og projekter du har gang i.

    SvarSlet
  6. Flot persille. Jeg har slet ingen, men det må blive næste år, for synes nu jeg har så rigeligt gang i alt mulig andet for tiden :o)
    Næste år er der heller ikke så mange store projekter, som tager min tid, så får jeg bedre tid til at koncentrere mig om planterne. Ikke at det har irriteret mig i år med alle de projekter, altså :o)

    Jeg er jo ved at færdiggøre min køkkenhaveafdeling - og jeg bruger granitskærver (str. 11/16) - går og venter på det sidste ton skal blive leveret - og jeg har ikke set en eneste dræbersnegl på skærverne. Har forøvrigt hørt fra en anden, der har skærver mellem sine højbede, at hun slipper for sneglene...
    Hun har forøvrigt også droppet sin kompost, da den er et himmerige for dræbersneglene...det opdagede jeg jo også sidste år; at der hvor jeg havde haft haveaffald liggende....kunne jeg fjerne 800-1000 snegleæg...så jeg vil slet ikke have kompost alligevel. Det giver mig så et ekstra højbed, da de fire pallerammer så blev "ledige" så intet er så skidt, at det ikke er godt for noget :o)

    SvarSlet
  7. Dejligt med køkkenhave og de lækre ting, man kan hente der. Endelig synes der at være kommet lidt gang i mine stangbønner og squash efter "varmen"i sidste uge. Kartofler og rodfrugter trives dog fint, fint med kulden og vandet. Jeg tror da, jeg skal have kigget til mine kartofler :)

    Jeg har aldrig haft problemer med mine agurker i drivhus; tværtimod vokser de som besat og giver masser af udbytte. Sjovt så forskellige udfordringer vi har i haverne. Pøj pøj med din udendørs agurk.

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Fugle-mad

Grønne net fra mejsekugler er ikke den foretrukne måde, at servere maden til havens fugle på. Men jeg måtte erkende, at hvis jeg ville have et fugleliv i min baghave ved spisestuevinduet, så måtte jeg overgive mig og hænge nogle af de grønne net med mejsekugler op i grenene. Jeg lovede mig selv, at jeg ville samle nettene ind - for jeg hader at samle naboernes grønne net op i min have. For at undgå de grønne net, gik jeg stærkt inspireret af Havefolket , i gang med selv at lave noget fuglemad. Det blev en blanding af vildtfuglefrø, solsikkekerne og havregryn blandet i palmin.   Ophænget har jeg lavet ved at binde en knude med et stykke snor om en tændstik, som jeg har knækket svovlet af. Tændstikken er lagt på tværs nederst i en engangs-plastikkrus og derefter har jeg hældt den lune frøblanding i kruset. Nemt, ubesværet og med et minimum af "fedteri" fik jeg fyldt krusene og de er tilmed nemme at hænge op efterfølgende. Jeg lavede at to pakker palmin og en hel...

Dekorationer for ingen penge

Som lovet tidligere i dag, så kommer her en lille opdate på, hvad krea-ånden havde med sig. Hovedmålet var at få lavet kalenderdekorationen, så det var den jeg gav mig i kast med. Jeg havde købt små kugler (dem som man normalt hænger op på en gren) til formålet og et kalenderlys. Alt det andet er materialer, som jeg havde i hus. Den bløde ene er fra mine forældres have. Valnødderne er gemt fra sidste år og fra min brors have. Og så manglede jeg ligesom lidt mere hvidt, så jeg fandt sukkerknaldene frem. De er pakket enkeltvis ind i husholdningsfilm og derefter sat sammen tre og tre. Da jeg lavede sukkerknaldene, kom jeg til at tænke på, at for ca. 25 år siden sad jeg og mange andre og svøbte forskellige bønner, ris og andre tørrede madvarer i film og bandt de små poser på flamingo-kranse. Nu jeg havde tingene fremme, så kunne jeg lige så godt lave endnu en juledekoration - og tænk hvis krea-ånden ikke kom igen ... I brændekurven fandt jeg en god og stabil kævle, som fik e...

Det skrider godt frem

Meget af dagen i dag er brugt i haven. Hvor har det været skønt. Termometret viste ikke så forfærdelig mange grader, men i læ og i sol, så kunne gravearbejde sagtens få sveden frem på panden. Jeg har sat et mål for mig selv om, at urtehaven skal været gravet og jeg skal have startet på at bygge højebede, når påsken er ovre. I dag kom jeg et godt stykke videre med gravearbejdet. Endnu to bede er gravet efter højbedsmetoden, så jeg er godt på vej til målet. Det er altid svært at forestille sig, hvordan det hele vil komme til at se ud - jeg har altid et billede i hovedet, men er også altid i tvivl om, om det bliver som jeg visualiserer det. Det svære i området, hvor urtehaven skal være, er at det er et "skævt stykke". Det bliver smallere mod stakittet og jeg har været mange tanker igennem om, hvordan jeg skulle "greje" den udfordring. Jeg har valgt at urtebedene bliver 10 cm smallere mod stakittet og at gangene mellem bedene har samme bredde hele vejen. Jeg...