Gå videre til hovedindholdet

Flittig dag

Vi har haft besøg af mine forældre, som er myreflittige. De giver altid en hjælpende hånd i haven - for søren hvor er det dejligt. Vi har været igang med at fjerne ukrudt i bedene, kantning af bede, opstamning af et fyrretræ, fældning af et andet fyrretræ og meget mere. Det giver et dejligt boost, så nu er det endnu mere fristende at arbejde videre i haven - som om det ikke var før! Mange tak for hjælpen mor og far - det er så dejligt :-)

Dette er 'et af bedene' som vi har været igang med i forhaven. Alt det vilde i midten er afblomstret 'forglem mig ej', som har været et smukt blåt hav. Men nu var det tid til at fjerne det, for kønt ser det ikke ud længere. Og sådan kom det til at se ud bagefter. En kæmpe forskel! 


Til venstre i bedet, bag lodden løvefod, er der gul lærkespore. Da jeg kom 'ind under' den har den sået sig og der var mange små og spinkle planter, som alle blev fjernet. Den er god til at sikre sin arts overlevelse.

Kejserbusken bagerst på foto'et blev klippet i bund sidste år og den har skudt rigtig flot igen. Men der er ikke så meget plads den kan udfolde sig på, så derfor blev den kippet ind.

Der var også et par afblomstrede akelejer i bedet, som blev fjernet. I det hele taget blev de afblomstrede akelejer fjernet i hele haven, for nu synes jeg, at der er tilstrækkelig med selvsåede akelejer i haven! Skal jeg have flere, så vil jeg gå efter nogle af de lidt mere specielle ex. dobbelte eller langsporede.

Kommentarer

  1. Hvor er det skønt med hjælp i haven :)
    Kender godt problemet - vores have er så stor at når vi er færdige kan vi starte forfra igen..Men skønt at komme i bund indimellem :)
    Og godt ser det ud ;))
    God pinse herfra
    Mange skønne hilsener Karina

    SvarSlet
  2. Dejligt med hjælp i haven. Kan jeg ikke låne dem lidt også :-) Det med at rette kanter, kunne jeg godt bruge.

    SvarSlet
  3. Hej Karina
    Det er så dejligt at komme i bund og have overskud til 'sjovere' haveprojekter :-)

    Hej Lisbeth
    En tur til Samsø lyder sikkert fristende ;-) Det pynter så gevaldigt med afstukne kanter - egentligt burde man gøre det tit, men det er som om...

    SvarSlet
  4. Dejligt med ekstra hænder. Jeg er også ved at nå mætnings-tidspunktet med akelejer lige nu. Der bliver helt sikkert nok næste år ;-)

    SvarSlet
  5. Jeg har også lige hevet de fleste af mine forglem mig ej op. Er det ikke utroligt så hurtigt de går fra at være så smukke, til at ligne en gang vissent jeg-ved-ikk-hvad. Men de fik et pænt tak med på vejen, for de er nu så søde når de er på det højeste :-)
    Åh, de akelejer... jeg venter spændt på om jeg nogen sinde synes at jeg har nok :-D Jeg kan altid lige finde et sted hvor der er lidt plads, og så ryster jeg lige de visne hen over.
    Fortsat god Pinse :-)

    SvarSlet
  6. Hej Ina
    Ja tænk sig, at for ca. én måneds tid siden kunne vi slet ikke få nok af akelejer, men nu ...

    Hej Hanne
    Du har helt ret ift. at forglem mig ej pludselig ser forfærdelige du!
    Jeg har kun en have på små 700 kvm så der skal ikke så mange akelejer til, for at det er nok!

    Du ønskes også en fortsat god pinse :-)

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Magnolia gren

Fra stuevinduet har jeg udsigt til magnolia-træet, som står med knopper. Når jeg ser ud på træet, så har jeg en fornemmelse af, at knopperne allerede er hvide, men ved nærmere eftersyn så er knoppen stadig dækket af en  "skal" med sølvgrå hår. På en tur rundt i haven blev jeg fristet og klippede en gren med et par knopper af, som jeg har sat i en vase. Jeg er meget spændt på, om det endnu er for tidligt at drive magnoliaen frem indendørs. Eller om knoppen tører ud isedet - opvarmning med brændeovn gør ikke miljøet bedre! Men det kunne være så dejligt at få en magnoliablomst at se - for der er godt nok lang tid til sidst i april, hvor magnolia-blomsterne var klar til at blomstre sidste år !

Nedklipning af katteurt

Katteurten Nepeta faassenii 'Six hills Giants' lever op til sit navn og jeg skal love for, at den er blevet stor - stor og smuk var den, da den stod med alle de smukke blå blomster i fuld flor. Og den har været så velbesøgt af de flittige brumbassser. En ulempe ved den er dog, at den falder til siden og derved bliver lidt bar i midten. Derfor fylder den ret meget - jeg tror, at én plante har fyldt 1,5x1,5 m. Derfor har den også klemt nogle af de planter, som jeg har sat i bedet. Måske har jeg plantet for tæt, men så er planten for stor. Så istedet har jeg midlertidigt sat en stump rionet op, så plantestilkene er blevet løftet fra jorden og der er givet plads til andre planter. Dette må blive min fremtidige løsning - dog med rionet hele vejen rundt om planten - da jeg gerne vil beholde katteurten i haven. Da jeg så, at der var friske grønne skud i midten af planterne, så var jeg kvik med saksen - væk med de horisontale, halv visne og afblomstrede grene. Og tilbage stod fr...

Burresnerle

Her i haven har vi en del burresnerler, et træls ukrudt men ikke en plage som andet ukrudt ex. skvalderkål eller mælkebøtter. De er trælse at komme i nærheden af, for de hænger fast i tøjet. Plantestænglen og bladene har små modhagere eller kroge, som griber fast, ja selv havehandsker hænger de fast i. De 30-100 cm lange stængler klatrer rundt i andre planter, så de til tider kan være ret svære at få hevet op, ligesom at stænglen ofte knækker når man trækker i planten. Derfor er de ikke sådan ligetil at komme til livs. Lige nu blomstrer burresnerlen. Den har små ubetydelige hvide blomster, som senere bliver til små kugler. Og det er kuglerne som er de værste til at hænge fast - gad vide hvorfor kuglerne også bliver kaldt for præstelus? Planten har gjort det smart, for de små kugler hænger fast i alt og jeg mener alt! Og dermed bliver kuglerne = frøene spredt over større afstande. Jeg mindes, at vi som børn smed kuglerne efter hinanden for at drille. Om vores haveinteresserede fo...