Glædeligt gensyn med marietidslen

For mange år siden fik jeg en plante af marietidslen forærende. Den har været væk fra haven i flere år, men i sommers dukkende den op igen. Der må have ligget nogle frø i jorden og ventet på, at det blev deres tid til at spire - måske de endelig har fået lys nok.

Marietidslen stod i bedet langs huset - det bed, som skulle rømmes for planter for at kunne grave faskiner ned. Derfor tog jeg nogle afblomstrede hoveder med frø ind så jeg kunne samle frø til næste års planter.

Faktisk er det nogle grusomt stikkende frøstande og det er overhovedet ikke sjovt at flytte rundt på dem. De har ligget til tørre på bryggersbordet og det er hændt, at vi er kommet til at sætte hånden på dem - av, det gør ondt. 

Men efter jorden er ryddet for planter, så dukker der nu små planter af marietidslen op. Min første tanke var; gad vide om de små planter kan overleve den kommende vinter? Og skal jeg grave planterne op og sætte dem lidt beskyttet ex. i kold-drivhuset.

Så vidt jeg kan læse mig frem til, så vil de små planter overleve vinteren og blomstre allerede til næste år - det er jo slet ikke så ringe endda. Og da marietidslen er to-årig, så kan jeg så de frø jeg har liggende i den kommende sæson, sådan at jeg sikrer mig blomster i marietidslen året efter osv.  

Og ved du så iøvrigt hvorfor tidslen hedder "Marie" og hvordan den har fået de hvide pletter på bladene? Denne lille søde historie har jeg fundet på denne side; 

Marietidsel er opkaldt efter Jomfru Maria, der ifølge legenden sad og ammede det lille Jesusbarn, da en løve forskrækkede hende, så mælken sprøjtede ud over en tidsel. Herved fik marietidslen sine karakteristiske hvidplettede blade og sit navn, og planten har siden da været betragtet som velsignet og besiddende stor lægende kraft.