Gå videre til hovedindholdet

Nedklipning af katteurt

Katteurten Nepeta faassenii 'Six hills Giants' lever op til sit navn og jeg skal love for, at den er blevet stor - stor og smuk var den, da den stod med alle de smukke blå blomster i fuld flor. Og den har været så velbesøgt af de flittige brumbassser.

En ulempe ved den er dog, at den falder til siden og derved bliver lidt bar i midten. Derfor fylder den ret meget - jeg tror, at én plante har fyldt 1,5x1,5 m. Derfor har den også klemt nogle af de planter, som jeg har sat i bedet. Måske har jeg plantet for tæt, men så er planten for stor.
Så istedet har jeg midlertidigt sat en stump rionet op, så plantestilkene er blevet løftet fra jorden og der er givet plads til andre planter. Dette må blive min fremtidige løsning - dog med rionet hele vejen rundt om planten - da jeg gerne vil beholde katteurten i haven.

Da jeg så, at der var friske grønne skud i midten af planterne, så var jeg kvik med saksen - væk med de horisontale, halv visne og afblomstrede grene. Og tilbage stod friske blågrønne blade - et meget smukkere syn.
Det er første år, at jeg klipper katteurten ned efter blomstring og jeg tænker på, om der er andre, som har prøvet det og hvilke erfaringer I har med det?

Med to planter af katteurten i den størrelse, så flyder det meget i det blå bed og da katteurten er ved at være afblomstret, så bliver det én grå masse i bedet. Det er faktisk ikke muligt at se de øvrige planter, fordi katteurten visuelt fylder så meget. Nu ser det hele selvfølgelig lidt trist ud på grund af vandmangel, men der er dog lidt blomster i bedet, som gerne må få opmærksomheden.

Efter katteurten er klippet ned, så er det ikke længere én stor masse uden spændende blikfang. Pludselig er blandt andet bjørnetidslen Acanthus blevet meget mere synlig og det er nu den, der tager opmærksomheden i bedet sammen med de blå selvsåede dusksalvier forrest i bedet.

Bagerst i bedet har jeg plantet 3 kæmpe verbena'er, som er begyndt at blomstre. Det var et eksperiment, som jeg startede i vinteren, hvor jeg tog lidt våde og frosne frø fra planten. De blev sået og de spirrede. De er sat samme sted, som jeg havde dem sidste år. Men i området er der dukket en del selvsåede planter op. Nogle af de selvsåede er lige så langt fremme og begyndt blomstringen.

Det må jeg huske til næste år - for mig kan det ikke betale sig at forkultivere kæmpe verbena'en.  

Da jeg etablerede bedet, plantede jeg en lille selvsået plante af sommerfuglebusken. Den stod i baghaven og det er sandsynligvis et frø fra naboens sommerfuglebusk. Det var et sats, for jeg anede ikke hvilken farve den havde, men satsede på, at den ville blive blå/lilla. Nu blomstrer den for første gang på trods af, at det stadig er en lille plante - og den er blå/lilla.

Kommentarer

  1. jeg klipper katteurt ned hvert år, sommetider 2 eller 3 gange, alt efter hvordan året og planten udvikler sig. På mange stilke sidder der knopper, som jeg klipper ned til, og så blomstrer den snart igen. Skøn blomst!

    SvarSlet
  2. Jeg plejer også at klippe mine ned, og har samme erfaring som Marie.
    Du har ret i at det virkelig friskede bedet op med nedklipningen. Herligt at sommerfuglebusken matchede, nogle gange er vi bare heldige :-)

    SvarSlet
  3. Hej Susanne.Jeg vil da ud og klippe min katteurt i morgen.....min ligger også ned.Så tak for informationen.Mine kømpeverbena fra sidste år har jeg ikke set noget til i år.God aften knus Jette

    SvarSlet
  4. Mine lægger sig også ned, så jeg klipper af, det pynter gevaldigt.

    SvarSlet
  5. Mange stauder har godt af en tur med saksen, når de bliver for ranglede og slaskede. Jeg har mange forskellige storkenæb, og mange af dem bliver klippet tilbage efter blomstringen for så at stå med pæne bladtuer resten af sæsonen.

    SvarSlet
  6. Sikke en kæmpe! Skønt at den blomstrer igen. En mindre type som er ny i haven, fik også en tur med saksen forleden.

    SvarSlet
  7. Jeg købte en kæmpeverbena i juni, nærmest for at høste frø af den. Spændende at se om den også sår sig selv hos mig.

    SvarSlet
  8. Jeg har sat en kæmpeverbena i år. Jeg er glad for den, da sommerfuglene elsker den. Tak for tippet med selsåede planter.
    Hilsen
    Jette

    SvarSlet
  9. Jeg klipper lystigt mine katteurt helt ned til jorden når de har blomstret første gang. Der kommer en fin blomstring mere.

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

De små i haven

Det er ikke de små mennesker, der er tale om! Men istedet er de små blomster fanget med makro-linsen og når der kigges efter, så er der en del smukke små blomster Porcelænsblomstens fine små blomster har her besøg af en lille bille. De sidste blomster på kærmindsøstrene sidder helt oppe i toppen af blomsterstænglen - det varer ikke længe inden deres blomstring er slut. De små grøn/hvide blomster findes i hobetal på benveden. Det er ikke til at forstå, at den får flotte røde og orange frøstande hen på efteråret - og frøstandene er vel at mærke noget større end selv blomsten. De enkelte blomster på den lille sibiriske portulak er små, men oftest er der flere planter på samme sted og flere blomster samtidig, så derfor er den til at få øje på. Den sidste er én af mine yndlinge, som man skal kigge virkelig godt efter, for at finde - de små tobakspiber gemmer sig gerne under de rimelig store blade af tobakspibeplanten.

Rionet brugt til forskellige formål

Så blev der skåret endnu et par rionet til, som skal bruges til espalier i haven. Og de blev også sat op. Det første blev sat op ved urtehaven, hvor de skal fungere dels som rum-skaber og "blikfanger" og dels skal der gro et par tornløse brombær op af det. Det andet ved tobakspibeplanten, som ikke har haft noget at klatre op af siden vi fjernede hækken i efteråret 2011, så det bliver dejligt at få den som en væg i stedet for ud over græsplænen. Jeg havde set hos min veninde på Fyn, at hun havde nogle bøjede rionet som fungerede som plantestøtter. Smart, så det måtte jeg også have. Heldigvis havde jeg gemt resterne fra denne og fra sidste gang vi skar til (man er jo samler), så jeg fandt nogle gode stykker jeg kunne anvende. Jeg bøjede nettene over et bræt. Mens jeg stod på brættet, tog jeg fat i nettet og trak nettet op mod mig selv. Det var nødvendigt at tage fat så langt nede mod brættet som muligt for at få en nogenlunde skarp bøjning.   Et lille stykke af ri...