Gå videre til hovedindholdet

Frisør-tid og rose-spørgsmål

Som skrevet i går, så trængte bøgetræet i midterbedet til en kraftig studsning. Og min lille klagesang omkring varmen og manglende effektivitet samt jeres opmuntrende ord havde åbenbart en motiverende virkning.

           Tidligere i dag så bøgetræet sådan ud ...
                                                                            Og her til aften så den sådan ud ...        

I øvrigt utroligt så meget solen spiller ind på farverne på billederne. Godt nok var de bøgegrene/blade jeg klippede væk ny og lys vækst, men også planterne underneden ser meget anderledes ud.

Samtidig fik jeg også luget i bedet og stukket kanter. Og hvor det dog pynter. Nu er det et helt andet bed og det ses også tydeligt på billederne, at afstukne kanter "pynter for en million".

I går viste jeg ikke det sidste hjørne af bedet, nemlig det hjørne, hvor jeg har sat storkenæb, alunrod og duehoved. Dette hjørne ses herunder, men desværre et lidt trist billede på den måde, at det er tydeligt at se, at planterne tørster - de hænger med hovedet.

Og så er det vist snart ved at være på tide, at få klippet den lyserøde storkenæb ned, så den kan komme med en ny blomstring. Men det kræver vist noget vand ovenfra, så den kan skyde med nye skud.

Storkenæben er jeg rigtig glad for, men sidste år havde jeg et problem med, at den væltede ind over græsplænen og plænen var derfor svær at slå.

I år har jeg så lavet en støtte af rionet, som jeg viste i dette indlæg. Den anordning er jeg rigtig glad for. Nu står storkenæben flot op og fylder godt i højden og samtidig så skal man virkelig se efter for at se, at  planterne har en støtte.


Til sidste et lille spørgsmål. På nedenstående billeder ses en rose, som er kommet frem efter jeg har fjernet en masse stedsegrøn og kaprifolie. Jeg har ikke set rosen tidligere - altså i de 11 år vi har boet her.
Jeg vil derfor gerne spørge, om der er en chance for, at det kan være en klatrerose, som er værd at bevare eller skal jeg gå ud fra, at det er den stamme, som en tidligere rose er blevet podet på, så rosen ikke er værd at gemme?

Måske et svært spørgsmål, men mon ikke der sidder én derude, som har erfaringer, som jeg kan trække på. Jeg er selv novice udi roser, så krydser fingre for, at I kan hjælpe.

Kommentarer

  1. Nå, så gav du dig alligevel i kast med det, her i varmen. Men træet blev meget smukt af klipningen, og det pynter jo altid med lige kanter. Smart løsning med det lave rionet til Rose Clair, det har jeg slet ikke tænkt på.

    Jeg kan ikke råde dig med rosen... Selv ville jeg af ren nysgerrighed lade den stå og se hvad det bliver til indtil næste sommer.

    God varm dag igen :)

    SvarSlet
  2. Vi har også et par selvsåede roser i læhegnet. Det er rosa multiflora, og om den er værd at bevare, er jo et spørgsmål om smag og behag. Den passer i hvert fald fint ude i læhegnet. Træet havde bestemt godt af at få frisuren studset.

    SvarSlet
  3. Godt du fik taget dig sammen til at få gjort noget ved både bøg og bede. Mine storkenæb hænger også meget, så jeg har rykket nogen af dem op, de kommer jo altid igen.
    Med hensyn til rosen gætter jeg også på, at det enten er en selvsået eller et vildskud måske. Følg du bare Ullas gode råd og lad den stå til næste år, så kan du altid grave den op, hvis det ikke er noget.

    SvarSlet
  4. Dit træ har både fået klip og farve - fantastisk :) og så skal du da have ros for de utrolig smarte rionet holdere - mine Storkenæb falder ikke ud og nogen kanter, men de falder ud til alle sider, så midten står "bar" - jeg har vist brug for en god frisør, for at klare det problem :) Bange for at rosen er en vildrose.... men de er jo også pæne, hvis man har plads :)

    SvarSlet
  5. langt de fleste kultiverede roser har kun fem sideblade. din har syv, så det er nok en grundstamme.
    bøgetræet ser godt ud med ny frisure :)
    KH
    Marianne

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Magnolia gren

Fra stuevinduet har jeg udsigt til magnolia-træet, som står med knopper. Når jeg ser ud på træet, så har jeg en fornemmelse af, at knopperne allerede er hvide, men ved nærmere eftersyn så er knoppen stadig dækket af en  "skal" med sølvgrå hår. På en tur rundt i haven blev jeg fristet og klippede en gren med et par knopper af, som jeg har sat i en vase. Jeg er meget spændt på, om det endnu er for tidligt at drive magnoliaen frem indendørs. Eller om knoppen tører ud isedet - opvarmning med brændeovn gør ikke miljøet bedre! Men det kunne være så dejligt at få en magnoliablomst at se - for der er godt nok lang tid til sidst i april, hvor magnolia-blomsterne var klar til at blomstre sidste år !

Nedklipning af katteurt

Katteurten Nepeta faassenii 'Six hills Giants' lever op til sit navn og jeg skal love for, at den er blevet stor - stor og smuk var den, da den stod med alle de smukke blå blomster i fuld flor. Og den har været så velbesøgt af de flittige brumbassser. En ulempe ved den er dog, at den falder til siden og derved bliver lidt bar i midten. Derfor fylder den ret meget - jeg tror, at én plante har fyldt 1,5x1,5 m. Derfor har den også klemt nogle af de planter, som jeg har sat i bedet. Måske har jeg plantet for tæt, men så er planten for stor. Så istedet har jeg midlertidigt sat en stump rionet op, så plantestilkene er blevet løftet fra jorden og der er givet plads til andre planter. Dette må blive min fremtidige løsning - dog med rionet hele vejen rundt om planten - da jeg gerne vil beholde katteurten i haven. Da jeg så, at der var friske grønne skud i midten af planterne, så var jeg kvik med saksen - væk med de horisontale, halv visne og afblomstrede grene. Og tilbage stod fr...

Burresnerle

Her i haven har vi en del burresnerler, et træls ukrudt men ikke en plage som andet ukrudt ex. skvalderkål eller mælkebøtter. De er trælse at komme i nærheden af, for de hænger fast i tøjet. Plantestænglen og bladene har små modhagere eller kroge, som griber fast, ja selv havehandsker hænger de fast i. De 30-100 cm lange stængler klatrer rundt i andre planter, så de til tider kan være ret svære at få hevet op, ligesom at stænglen ofte knækker når man trækker i planten. Derfor er de ikke sådan ligetil at komme til livs. Lige nu blomstrer burresnerlen. Den har små ubetydelige hvide blomster, som senere bliver til små kugler. Og det er kuglerne som er de værste til at hænge fast - gad vide hvorfor kuglerne også bliver kaldt for præstelus? Planten har gjort det smart, for de små kugler hænger fast i alt og jeg mener alt! Og dermed bliver kuglerne = frøene spredt over større afstande. Jeg mindes, at vi som børn smed kuglerne efter hinanden for at drille. Om vores haveinteresserede fo...