Gå videre til hovedindholdet

Ro ved Vesterhavet

Haven er vældig neglieret i denne tid og tiden er i stedet blevet brugt på fritidsarbejde og familie. Fire dages undervisning i den forløbne uge i Esbjerg. Når jeg underviser i Esbjerg, så er det altid en kærkommen lejlighed til at besøge mine forældre, som bor blot 20 km derfra.

Efter anden dag med undervisning fik jeg et savn efter Vesterhavet. Heldigvis var mine forældre med på en tur derud.

Jeg er opvokset 10 km fra Vesterhavet og vi har ofte været en smut forbi det i min barndom. Og når stormene har raset med en vældig vind fra vest har vi kunnet mærke, at vi boede tæt på Vesterhavet.

Jeg husker, at vi et par gange er blevet sendt hjem fra skole grundet storme med meget højvande og hvor der har været risiko for at digerne kunne blive gennembrudte. Det er ufatteligt så store kræfter naturen har, når den først får fat.

Men denne dag viste Vesterhavet sig fra sin blideste side. Der var stort set vindstille og det stod i stærk kontrast til det jeg forbinder med Vesterhavet.

Vi var ved Sneum Sluse og ovenfor er billederne taget fra diget og ud mod havet. Esbjerg kan ses fra Sneum Sluse og på det øverste billede i dette indlæg ses Esbjerg i baggrunden.

Slusen kan man ikke bruge til at komme gennem med både, men på den anden side er der også vand. Billederne herunder er taget fra diget og ind mod land.

På landsiden ligger en gruppe sommerhuse. Små huse som ikke må bygges større og der er ingen vand eller el indlagt. Men hyggelige ser de ud og det må være skønt sådan helt at kunne komme bort fra jag og stress.

Tak for en dejlig tur til Vesterhavet mor og far - det gav mig lidt ro og overskud :-)

Kommentarer

  1. Smukt og fredeligt ser det ud, men jeg kan forestille mig at det ikke er så tit at det er så stille. Hvor er de pæne de små sorte næsten ens huse, et par dage i et af dem må give lidt ro i sjælen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har fuldstændig ret - det er meget sjældent, at der er så stille og vi var alle tre meget imponeret over den ro og stilhed der var.

      Ja, det må være en lise for sjælen at tilbringe et par dage der helt væk fra "civilisationen".

      Slet
  2. Ufatteligt fredelige billeder. Vi er ellers vant til masser af bølger og skum.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var helt fantasktisk stilhed og ja, det var slet ikke som det blæsevejr som vi forbinder med Vesterhavet. Men skønt også at have oplevet det :-)

      Slet
  3. Hej Susanne.Dejlige billeder fra Vesterhavet......................og skønt at du kan besøge dine forældre,samtidig med at du underviser der over.
    Håber du har fået mine frø?
    God aften Knus Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er herligt, at kunne slå to fluer med et smæk :-)

      Og tusind tak for frøene - vi måtte lige tømme postkassen, så der var de :-)

      Slet
  4. Ja når man holder af Vesterhavet i oprør, er det lige før, man bliver skuffet over stille vand. Da vi boede i Lemvig skulle vi altid til havet, når det var havvejr, så blev man blæst godt igennem.

    SvarSlet
  5. Hej. Herligt at du viser billeder af vand. Jeg elsker også havet og det er altid godt at blive blæst igennem! det var nogle gode billeder du viste.

    SvarSlet
  6. Hej Susanne, godt nytår - håber at 2015 bliver lykkeligt for dig - længe siden vi har hørt fra dig?

    Ulla

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

DIY - selvandings potte

I et indlæg i foråret (næh nu jeg får set efter, så var det faktisk vinter), lovede jeg at vise, hvad jeg skulle bruge nogle af alle de ting til, som jeg samlede. Tiden er kommet til at bruge de tomme konservesdåser til en selvvandings potte. Jeg er stærkt inspireret til idéen fra en video på Youtube hos en amerikansk dame og nu kan jeg jo selvfølgelig ikke husk hvor. Men I får lige opskriften her "på dansk". Jeg har brugt følgende ting; spand fra blomsterhandlere - én af de store spande, som de får afskårne blomster hjem i 5 konservesdåser med bund og top skåret af rund folie tærteform en-gangs karklud håndklæde rør, som er lidt længere end spandens højde pottejord plante - jeg har plantet en chili der i Jeg satte konservesdåserne ned i spanden og det er i dette område, at der er plads til vandet. For at vandet kun er i det nederste område, borede jeg et hul lige under højden af konservesdåserne. Hullet skal fungere som et overløbshul, således at va...

De små i haven

Det er ikke de små mennesker, der er tale om! Men istedet er de små blomster fanget med makro-linsen og når der kigges efter, så er der en del smukke små blomster Porcelænsblomstens fine små blomster har her besøg af en lille bille. De sidste blomster på kærmindsøstrene sidder helt oppe i toppen af blomsterstænglen - det varer ikke længe inden deres blomstring er slut. De små grøn/hvide blomster findes i hobetal på benveden. Det er ikke til at forstå, at den får flotte røde og orange frøstande hen på efteråret - og frøstandene er vel at mærke noget større end selv blomsten. De enkelte blomster på den lille sibiriske portulak er små, men oftest er der flere planter på samme sted og flere blomster samtidig, så derfor er den til at få øje på. Den sidste er én af mine yndlinge, som man skal kigge virkelig godt efter, for at finde - de små tobakspiber gemmer sig gerne under de rimelig store blade af tobakspibeplanten.

Knopper på buske og manuel fokus

Ihh hvor går det stærkt med planterne nu - de har virkeligt travlt. Og buskene har efterhånden store knopper eller er lige på nippet til at springe ud. Én af hortensiaerne står godt beskyttet op mod en pille til garagen. Dens skudspidser viser er ved at åbne sig. Et par andre hortensiaer står knap så beskyttet og der tog bar-frosten mange af knopperne. Frosten sved også alle bladene på den ligusterkugle , som jeg var ved at forme og jeg troede indtil nu, at frosten havde taget den med til de evige jagtmarker - for den ser noget trist ud. Men da jeg fik studeret planten nærmere, så er der nu grønne knopper og jeg kan ånde lettet op. Det varer sørme heller ikke længe før  blodribsen springer ud. Med de lune temperaturer der varsles i den kommende uge (mums solskin hele dagen imorgen:-), så bliver den snart blodrød. Men nu til noget helt andet; nemlig et foto-tip til spejlreflekskameraet. Blodribsen var rigtig svær at fotografere, idet kameraets autofokus helle...