Gå videre til hovedindholdet

Lyserød tirsdag

Signe har 'udnævnt' dagen idag til lyserød tirsdag og det vil jeg gerne følge op på og vise nogle af de lyserøde planter fra haven. I går viste jeg tre lyserøde bag stakittet, men der er flere at tage af i resten af haven. Her er blot fire valgt, men derudover er der fuschia, staudeærteblomst, en anden hortensia og en Dr. Ingrid Pelargonie.  

Denne hortensia står med flotte lyserøde blomster. Jeg synes, den er så fin med de små blomster i midten og de noget større blomster i yderkanten. Jeg ved godt, at de 'to forskellige blomster' har hver sit navn, men jeg kan altså ikke lige huske, hvad de kaldes!


Denne hortensia står desværre i mit solskinsgule bed, så jeg skal have taget mig sammen til at flytte den. Egentligt burde jeg først flytte den til efteråret, men jeg overvejer om jeg ikke kan gøre det nu istedet, for jorden er våd og det ser ud til, at vi får mere regn i nærmeste fremtid. Mon det er en dårlig idé?

Storkenæben står stadig med mange friske blomster i husbedet. Den har tendens til at vælte ud over græsplænen, men idag da jeg slog plænen skubbede jeg blot til den med klipperen. Dermed kunne jeg slå plænen derunder uden problemer og storkenæben står stadig flot.


Storkenæben har dog også en del blomster som ser lidt visne og kedelige ud. Så det varer ikke længe inden den skal have en 'Chelsea Cut'. Et herligt udtryk, som Karina har introduceret.

Den lille småhjerte er ved at takke af. Men den har været én af de helt trofaste. Som jeg husker det, så har den har blomstret lige siden maj, hvor den startede blomster-showet i haven.


Det er én af de stauder, som jeg er helt sikkert på at jeg altid skal have i min have.

Sidst men ikke mindst vil jeg vise den lyserøde rose på terrassen - igen, igen - for den er jeg altså glad for., som den står der og er så smuk. Hver gang jeg kigger ud på terrassen, så får jeg øje på den :-)


Tidligere på året var jeg bange for, at Kong Frost havde været for hård ved den i vinters. Men den er heldigvis stædig og der skyder stadig nye friske skud, som hurtig bliver til lange grene med knopper på. Og nu tror jeg på, at den igen bliver stor og frodig og bliver rigtig flot op i rionettet.

Kommentarer

  1. Skønne lyserøde prinsesse indlæg I kommer med idag... ;o)

    SvarSlet
  2. De er smukke dine lyserøde. Småhjerte kender jeg ikke, og med in varme anbefaling, skal jeg vist have set lidt nærmere på den.
    Jeg overvejer også at flytte rundt på planter i disse dage. Normalt er det et rigtig dumt tidspunkt, men med al den sol og regn virker det OK. Jorden er i hvert fald våd nok ;-)

    SvarSlet
  3. @ Fru Friis; du har ret - og det er Signes "skyld", thi hi ;-)

    @ Ina; småhjerte hedder Dicentra på latinsk og jeg synes helt sikkert, at det er én staude, som er værd at kigge efter. Og trofast det er den ihvertfald :-)

    Ja omflytningen virker ikke umuligt i denne tid/sommer sådan som vejret arter sig. Måske vi bare skal gå igang! God arbejdslyst :-)

    SvarSlet
  4. ......sommerhumørbarometeret steg lige et par grader med de skønne lyserøde blomster Susanne. Hortensiaen er da underskøn :0)

    SvarSlet
  5. Smukke blomster, jeg har også lyserøde hjerteblomst og har anskaffet mig en i hvid, de bare blomstre og blomstre. Er det ikke synd at flytte Hortensiaen mens den blomstre:o)

    SvarSlet
  6. Skønne planter du har, ønskelisten blev lige lidt længere.

    SvarSlet
  7. @ Dorthe; hvor dejligt, at jeg kan være med til at påvirke numørbarometeret i positiv retning :-)

    @ Anette; det er netop det at den er i blomst, som holder mig lidt tilbage med at gribe spaden. Åh kan ikke finde ud af det, for jeg ville jo også gerne have det overstået, så jeg kan komme videre med bedet!

    @ Vibe; dejligt, at få noget på ønskelisten - min er efterhånden rimelig lang :-)

    SvarSlet
  8. Jeg påtager mig gerne hele skylden, for det er da bare nogle skønne lyserøde tirsdagsblomster, du der har fundet til os :-)

    SvarSlet
  9. @ Signe; det håbede jeg også - det er ikke det værste at være skyld i ;-)

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

DIY - selvandings potte

I et indlæg i foråret (næh nu jeg får set efter, så var det faktisk vinter), lovede jeg at vise, hvad jeg skulle bruge nogle af alle de ting til, som jeg samlede. Tiden er kommet til at bruge de tomme konservesdåser til en selvvandings potte. Jeg er stærkt inspireret til idéen fra en video på Youtube hos en amerikansk dame og nu kan jeg jo selvfølgelig ikke husk hvor. Men I får lige opskriften her "på dansk". Jeg har brugt følgende ting; spand fra blomsterhandlere - én af de store spande, som de får afskårne blomster hjem i 5 konservesdåser med bund og top skåret af rund folie tærteform en-gangs karklud håndklæde rør, som er lidt længere end spandens højde pottejord plante - jeg har plantet en chili der i Jeg satte konservesdåserne ned i spanden og det er i dette område, at der er plads til vandet. For at vandet kun er i det nederste område, borede jeg et hul lige under højden af konservesdåserne. Hullet skal fungere som et overløbshul, således at va

Rionet brugt til forskellige formål

Så blev der skåret endnu et par rionet til, som skal bruges til espalier i haven. Og de blev også sat op. Det første blev sat op ved urtehaven, hvor de skal fungere dels som rum-skaber og "blikfanger" og dels skal der gro et par tornløse brombær op af det. Det andet ved tobakspibeplanten, som ikke har haft noget at klatre op af siden vi fjernede hækken i efteråret 2011, så det bliver dejligt at få den som en væg i stedet for ud over græsplænen. Jeg havde set hos min veninde på Fyn, at hun havde nogle bøjede rionet som fungerede som plantestøtter. Smart, så det måtte jeg også have. Heldigvis havde jeg gemt resterne fra denne og fra sidste gang vi skar til (man er jo samler), så jeg fandt nogle gode stykker jeg kunne anvende. Jeg bøjede nettene over et bræt. Mens jeg stod på brættet, tog jeg fat i nettet og trak nettet op mod mig selv. Det var nødvendigt at tage fat så langt nede mod brættet som muligt for at få en nogenlunde skarp bøjning.   Et lille stykke af ri

Ny pergola

Tobakspibeplanten har fået mere plads! Et par af havens stolper med rionet har fået en overlægger og tobakspibeplanten har derved fået lidt mere plads at brede sig på.  Jeg har længe haft et ønske, om at forbinde stolperne med tobakspibeplanten og stolperne på den anden side af græsstriben. Et ønske som nu er blevet opfyldt og vi har fået en pergola. Tobakspibeplanten er stor og kraftig og griber fast i planterne, som gror omkring den. Håber er derfor, at den vil gribe fast i loftet med rionet i pergolaen og med tiden danne et grønt loft. Men den skal nok have en hjælpende hånd i starten for at blive guidet det rigtige sted hen. På modsatte side af pergolaen er der også stolper med rionet, men herpå er der sat et par klematis. De er endnu små og plantet sidste år, så der går nok noget tid førend de fylder.