På den ene af mine arbejdspladser, havde jeg idag denne flotte udsigt til naturens eget pynt. Store flotte istapper. Men hvor er jeg glad for, at der kun er en have nedenunder og ikke en sti eller anden mennesketrådt vej. For som der står her ; En istap, der falder fra bare første sals højde, opnår en fart på 30 km/t – rigeligt til at gøre alvorlig skade på en person, som får den i hovedet. Lovmæssigt er det ejeren af huset eller husets vicevært, der har ansvaret for, at tapper (og sneskred) ikke forvolder skade på forbipasserende. Og hvis ejer/vicevært var klar over faren eller burde være klar over faren, så kan der kræves erstatning af den tilskadekomne. Så det er bare med med få istapperne skubbet ned eller få området spærret af, så forbipasserende kan gå sikkert forbi. Igår var jeg en tur om huset, men vi havde kun nogle små istapper på haveskuret, som blev skubbet ned. Da de blev skubbet ned, mindedes jeg, at vi som børn trak istapper ned, for at sutte på dem. Yak hvor må vi
Mest fra haven og lidt om alt det andet