Gå videre til hovedindholdet

Drivhus status

I dette våde og kedelige havevejr, så er drivhuset et godt sted at være. Ikke at mit drivhus er så stort, at jeg kan opholde mig derude med en god bog og kalde det et 'driverhus', men der er alligevel positive vinde at spore derude.

Vindruerne er ved at være rigtig store - jeg tror faktisk ikke, at jeg har set dem så store tidligere. Planten står direkte i jorden i drivhuset og må trække vand med rødder udenfor drivhuset, så jeg tror, at de store regnmængder har bekommet planten godt.


Og ikke nok med, at de er store - de er også begyndt at få en lyslilla farve. Jeg tror, at vinhøsten bliver god i år. Sidste år prøvede vi at lave vindrue-marmelade og det smagte faktisk rigtig godt. Så det må der blive rig lejlighed til igen i år, for vi kan da vist ikke spise alle de druer der er i de store klaser. Og jeg vil gerne dele opskriften med jer, så jeg vender tilbage hermed, når det bliver aktuelt.

Chili'en, som jeg såede fra en 'kjøvens' chili i vinters, vokser rigtig fint. De første fem til syv blomster blev nippet af, for at narre den til at afsætte endnu flere blomster og det trick bærer frugt nu. Der er mange fine hvide blomster på planten og de første store chili er på vej.


Med lidt sol i den kommende tid, så er jeg sikker på, at den vil belønne os med snarlig rødlige chilier til en god gang salat med fintsnittet spidskål tilsat tern af mango og feta samt en olie/eddikedressing med fintsnittet chili - mums, jeg glæder mig allerede :-)  

P.S. Agurkeplanten er klippet ned. Da jeg fik brillerne af (jo, jeg er over 40 og har glidende overgang, men det er ikke tilstrækkelig, hmm!) vrimlede det med små spindemider og der var masser af spind på bladenes kanter. Og nu er det så jeg funderer over, om spindemider også kan gå i ananaskirsebær, for de ser også lidt gule ud i bladene?

Kommentarer

  1. Så vackra druvklasar du har! De har gillat sommaren - det syns. Chili är gott - den första åt vi i veckan...mums.

    Kram Anna Vattenkanna

    SvarSlet
  2. Fine ting du har i drivhuset. Hvis du skal have brillerne af, selvom du har glidende overgang, gætter jeg på, at du er nærsynet. Jeg tager også brillerne af for at se noget tæt på ;-)

    SvarSlet
  3. @ Anna; ja chili er godt for helbredet og et lille pift i maden smager skønt :-)

    @ Lisbeth; thi hi, du har ret - jeg er nærsynet ;-)

    SvarSlet
  4. Det ser ihvertfald smukt og frodigt ud, spindemider eller ej.
    Godt arbejde.
    Har også rundet de 40 og er begyndt at bøje hovedet tilbage, knibe øjnene sammen og åbne munden for at kunne se. Ja, du har ret, jeg ser ikke ret chick ud når jeg gør det.

    SvarSlet
  5. Mums, hvor ser de lækre ud, dine vindruer :-)
    Ja, det er godt nok irriterende at tingene bliver mindre og mindre efterhånden som vi bliver ældre, for det er ihvertfald ikke os, vel? :-)

    SvarSlet
  6. Lækre sprøde vindruer du der fremviser Susanne......min svigermor plejer at lave vindruesaft af nogen af deres mange druer - det smager himmelsk - og lige noget for ungerne :0)

    Knus Dorthe

    SvarSlet
  7. @ Vibe; Ja hvad gør vi ikke for at kunne se vores kære haveplanter ;-)

    @ Hanne; det er da skide irriterende! Nej og så dog, indimellem føles kroppen ældre end psyken - ihvertfald efter en hel dags fysisk havearbejde ;-)

    @ Dorthe; vindruesaft lyder som en god idé. Sønnike var vild med den koldrørte hjemmelavede jordbærsaft, så tror helt sikkert, at vindruesaft vil tage kegler hos ham. Tak for tippet :-)

    SvarSlet
  8. Så store og flotte druer i et dansk drivhus med det danske sommervejr - Fantastisk :)
    Elsker at se billeder fra drivhuse og kan næsten ikke vente med at vores eget bliver færdigt :)
    Øv med agurkerne og håber at dine ananas kirsebær går fri ..
    Mange hilsen Karina

    SvarSlet
  9. @ Karina; Ja, synes også, at vindruerne er utroligt store i år - mums det bliver godt at sætte tænderne i, når de bliver modne :-)

    Hvor skønt, at du også er ved at få et drivhus - det bliver du glad for :-)

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Ny pergola

Tobakspibeplanten har fået mere plads! Et par af havens stolper med rionet har fået en overlægger og tobakspibeplanten har derved fået lidt mere plads at brede sig på.  Jeg har længe haft et ønske, om at forbinde stolperne med tobakspibeplanten og stolperne på den anden side af græsstriben. Et ønske som nu er blevet opfyldt og vi har fået en pergola. Tobakspibeplanten er stor og kraftig og griber fast i planterne, som gror omkring den. Håber er derfor, at den vil gribe fast i loftet med rionet i pergolaen og med tiden danne et grønt loft. Men den skal nok have en hjælpende hånd i starten for at blive guidet det rigtige sted hen. På modsatte side af pergolaen er der også stolper med rionet, men herpå er der sat et par klematis. De er endnu små og plantet sidste år, så der går nok noget tid førend de fylder.

De små i haven

Det er ikke de små mennesker, der er tale om! Men istedet er de små blomster fanget med makro-linsen og når der kigges efter, så er der en del smukke små blomster Porcelænsblomstens fine små blomster har her besøg af en lille bille. De sidste blomster på kærmindsøstrene sidder helt oppe i toppen af blomsterstænglen - det varer ikke længe inden deres blomstring er slut. De små grøn/hvide blomster findes i hobetal på benveden. Det er ikke til at forstå, at den får flotte røde og orange frøstande hen på efteråret - og frøstandene er vel at mærke noget større end selv blomsten. De enkelte blomster på den lille sibiriske portulak er små, men oftest er der flere planter på samme sted og flere blomster samtidig, så derfor er den til at få øje på. Den sidste er én af mine yndlinge, som man skal kigge virkelig godt efter, for at finde - de små tobakspiber gemmer sig gerne under de rimelig store blade af tobakspibeplanten.

Og det blev lysere

Et par maskiner larmede i nabolaget og det kan da lige være, at jeg blev glad, da jeg så, at det var hos vores genbo på den anden side stien, som var i gang med motorsaven. Genboerne var igang med at fjerne grene fra et kæmpe fyrretræ, så jeg var glad - så ville det blive lysere i min have og helt sikkert også på deres egen terrasse. Men de blev heldigvis ved med at arbejde og fjernede alle grene på den ene side. Så kunne jeg jo godt se, hvor det bar hen :-) Og vupti, så var hele fyrretræet væk - skønt. Og det helt uden, at vi har haft en finger med i spillet. Fyrretræet stod mod vest og har taget en del lys fra drivhuset, så nu må det lykkes at få tomatplanter i drivhuset, som ikke bliver lange og ranglede - og modne før det næsten er for sent. Derudover så tog fyrretræet faktisk også noget af den nedgående sol fra terrassen. Ikke kun at der nu er mere lys i haven var en glæde idag. Det var skønne fire timer i herligt solskin. Og nu er stort set alle stauder klipp...