Gå videre til hovedindholdet

Nyt espalier

Endnu en skøn dag med dejligt vejr - lige til at bruge i haven. Og godt træt er stængerne nu smidt op i sofaen og jeg garanterer for, at det ikke varer længe inden jeg trænger til at se dyner. Den friske luft gør godt for en god nattesøvn.

Opgaven i dag var at få lavet espaliet foran magnolietræet. D. 9. maj begyndte jeg at fjerne græstørvene og området så sådan i planlægningsfasen.
Alle stolper til espaliet havde jeg malet i forbindelse med, at jeg var i gang med malersprøjten på plankeværket. Stolperne er 10x10 så de er ret tunge, så jeg måtte have hjælp til at lægge overliggeren på for at få det hele i vatter.

Rionet blev skåret til og sat op med de 'sædvanlige' kroge - altså dem jeg har brugt på plankeværket.
I fødselsdagsgave fik jeg seks klematis af mine forældre. Én af dem var tiltænkt espaliet, så Piilu blev sat og bredt ud på rionettet. Sådan en ny plante ser ikke ud af meget, men jeg håber den kan lide placeringen. Og at den kommer til at matche godt med rododendronene Lee's Dark Purple, som står ved siden af og titter ud gennem nettet.

Jeg fandt to små frøplanter af løvefoden, som blev flyttet til bedet og jeg ved, at jeg får nogle hosta'er på onsdag, som også skal bo der. Og de tre små astilber, som kom frem i lyset, da alt det andet omkring forsvandt står mellem stenen i kanten.
Men hvad jeg eller skal have i det 2 kvm store bed har jeg ingen anelse om. Jeg har overhovedet ingen erfaring med planter til flimrende skygge og almindelig havejord, så planteforslag modtages med kyshånd.

Kommentarer

  1. Bregner, bronzeblad, høstanamoner selvfølgelig hosta ser ud til at trives i mit bed der er ret skygget og med lerjord. Stor/liljekonvaller kan også gordt lide det, og en stor del geranier. Jeg har geranium calligrafer og rozanne i mit.
    Det bliver flot.
    KH
    Marianne

    SvarSlet
  2. Sikke en forandring sådan et espaliere kan give. Det skaber virkelig rum med det samme. Det skal blive spændende at plante det hele til. God fornøjelse. Jeg kan godt forstå at du trænger til en god nats søvn.

    SvarSlet
  3. Det er noget af en arbejdsdag, du har haft, og forskellen kan ses med det samme. De betingelser, du nævner, er heldigvis perfekte for utroligt mange planter. Her i foråret er jeg glad for glaucidium og trillium, og liljer til højdevariation senere på sæsonen er også altid godt.

    SvarSlet
  4. Det er simpelthen blevet så skønt, Susanne. 2 der ikke er nævnt, som jeg lige tænker er Løjtnantshjerte og engblomme, dem har jeg begge under et æbletræ.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hov, hov, fik ikke skrevet kh Anne Mette

      Slet
    2. Hvis du skulle komme i nærheden af Lejre (lidt udenfor), så er der rigeligt af Samobor søskende :) Min mail er på bloggen.

      Slet
  5. Utroligt hvad sådan et espalier kan gøre. Det havde jeg ligegodt ikke regnet med. Det giver inspiration. Jeg vil straks vise det til min mand.
    Hav endnu en dejlig maj dag
    Hilsen Lisa

    SvarSlet
  6. Jeg er vild med hasselurt, påskeklokker til foråret, og månestråle er også en plante, som ynder halvskygge.

    Mange hilsner

    solbakken.blogspot.dk

    SvarSlet
  7. Hej Susanne.Det ser bare supergodt ud med det espalier.Piilou har jeg også....dem vokser hurtigt.Jeg vil foreslå nogle alunrod,og storkenæb.
    Du kan se hvad jeg har sat i mit"Høneballebed".Spændende at se hvad du finder på.Mangler du flere hosta har jeg nogle stykker.
    God dag knus Jette

    SvarSlet
  8. Det er blevet flot. Og da næsten alt kan gro i den lette skygge det giver, så er det vel bare om at drømme løs.

    SvarSlet
  9. Hej. Susanne.
    Flot rum du har fået, bidrager også med noget højde i haven. Kan godt forstå
    du er træt.
    Kh. Margrethe.

    SvarSlet
  10. Du har godt nok knoklet, men hvor er det blevet flot. Hvad er det du bruger til at sætte nettet fast med?
    Der findes jo mange planter der kan leve i halvskygge. Der er sågar enkelte roser der ikke behøver så meget lys. Og så er der jo Liljekonvaller, både de almindelige og dem der danner en lille busk.
    Kh Linda

    SvarSlet
  11. Hej Susanne
    Hvor ser det GODT ud - det bliver du glad for.
    Jeg ville plante nogle storkenæb og nogle høje violfrøstjerner.
    Held og lykke med dit nye bed.
    Mange hilsner
    Anita

    SvarSlet
  12. Tusind tak for de dejlige kommentarer - det glæder mig, at I også synes det skaber et godt "rum".

    Og rigtig meget tak for alle jeres forslag til planter - det har fået sat gang i en hel masse af de små grå planlægnings... I like :-)

    SvarSlet
  13. Tag med i dine overvejelser, om der skal være noget at se på det meste af året i det bed. Lav en plantesammensætning, hvor der ikke er "aggressive" planter, der kvæler mindre aggressive planter.

    God fornøjelse, det er så dejligt at få mulighed for at etablere nye bede :-)

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

De små i haven

Det er ikke de små mennesker, der er tale om! Men istedet er de små blomster fanget med makro-linsen og når der kigges efter, så er der en del smukke små blomster Porcelænsblomstens fine små blomster har her besøg af en lille bille. De sidste blomster på kærmindsøstrene sidder helt oppe i toppen af blomsterstænglen - det varer ikke længe inden deres blomstring er slut. De små grøn/hvide blomster findes i hobetal på benveden. Det er ikke til at forstå, at den får flotte røde og orange frøstande hen på efteråret - og frøstandene er vel at mærke noget større end selv blomsten. De enkelte blomster på den lille sibiriske portulak er små, men oftest er der flere planter på samme sted og flere blomster samtidig, så derfor er den til at få øje på. Den sidste er én af mine yndlinge, som man skal kigge virkelig godt efter, for at finde - de små tobakspiber gemmer sig gerne under de rimelig store blade af tobakspibeplanten.

Spæde stauder

Det er en herlig tur i haven, når stauderne begynder at poppe op af jorden. Det er fantastisk sådan en vilje planterne har trods det, at jorden endnu er halvfrossen og at det må være koldt at komme op i det fri. Gemseroden har fundet vej - tænkt sig at den allerede begynder at blomstre om et par måneder, som én af de første stauder. Jeg kan godt forstå, at den har travlt med at komme op nu. Lidt senere og det er hen i maj/juni begynder akelejerne at blomstre. De to-årige planter, som dukker op mange steder, hvis man ikke lige er efter dem og får fjernet frøstandende inden de når at smide frøene. Den lyserøde storkenæb - geranium x oxonianum - på det midterste billede starter blomstringen i juni og den har startet sin vej til et overdådigt lyserødt hav. Heller ikke katosten holder sig tilbage, selvom den starter sin blomstring senere end de andre nævnte. Jeg er meget spændt på, om den får rigtig fat i år og blomstrer flot, for sidste år brugte den al sin kraft på at ...

"Samler" eller genbrug af emballage

Jeg samler til huse i denne tid, for en masse af emballagen fra vores køkken kan sagtens genbruges til mange forskellige formål til planterne. Æggebakker til den første forspirring af kartofler og derefter mælkekartoner til at sætte kartoflerne i jord til det næste trin i forspirringen - der kommer et indlæg herom snarest Plastikbakker med hul i bunden fra tomater, vindruer eller lignende er fortrinlige til at så i. Hullerne er vigtige da de små planter så kan vandes nedefra og derved mindskes risikoen for svampen rodhalsbrand Toiletrullerør gemmes til såning af blandt andet ærteblomster, som gerne vil kunne sende rødder i dybden og de er nemme at plante om uden af forstyrre rødderne  Plastikflasker anvendes som minidrivhus, når de første forkultiverede planter skal plantes ud på friland. Flaskerne får skåret bunden af og låget skrues af, så der er udluftning i toppen af "drivhuset" Konservesdåser til opbygning af vandreservoirs i spande til chiliplanter og sommerblo...