For præcis én måned siden viste rododendronerne kulør. Nedenstående billede er taget d. 30.05.
To dage efter var tre af planterne dækket af farverige blomster - det var imponerende. Der var lige et par planter, som ikke helt levede op til deres egen blomstring fra sidste år. De tre planter kan vi se både fra terrassen og fra stuevinduerne og det har været et skønt skue.
Rododendronerne er afblomstret og alle blomsterstandene er fjernet, så planterne ikke skal bruge kræfter på at sætte frø, men i stedet kan udvikle nye blomsteranlæg. De nye blomsteranlæg sidder lige under blomsterstanden, så derfor skal blomsterstandene fjernes med stor forsigtighed. Det er super-ærgerligt at fjerne næste års blomstring allerede nu, men med alle de blomster der har været på planterne, er der alligevel røget et par stykker.
Nøjagtig én måned med en smuk og overvældende blomstring - jeg glæder mig allerede til næste år!
Kommentarer
Send en kommentar