Gå videre til hovedindholdet

Et par dejlige dage i haven

Jeg har nydt det dejlige vejr vi har haft i weekenden og taget fat på forårets opgaver i haven sammen med mine forældre. 




Igår gjorde min mor mig en rigtig stor tjeneste - hun var så sød at tage en af mine hadeopgaver - nemlig at vaske drivhuset ned. Det er vist 3. år hun klarer den opgave og det er jeg rigtig glad for.

Hun fik  for at klippe staudetoppene væk - ih, hvor det pyntede at få alle de "strit-i-javerter" væk. Og nu er der rigtig plads til at se alle de smukke krokus, som giver farve til haven.
Imens fik min far og jeg skåret rionet til og sat op på stakittet på den ene siden af grunden. Jeg kunne desværre ikke finde de små kroge, som jeg bruger til at hænge rionettet på, så den opgave ligger og venter.

Men istedet for krogene fik jeg plantet det sidste frugttræ op af rionettet i urtehaven. Det er et espalieret familie pæretræ (4 sorter) og det står nu i forlængelse af det andet frugttræ, som er et espalieret famlieæbletræ (også med 4 sorter).
Idag fik vi gravet et par stolper ned. På stolperne skal der også opsættes rionet og så er det planen, at der skal vokse et par tornfrie brombær op af det. Vi fik gravet jord af, lagt fiberdug i bunden og ærtesten på.

Sidst men ikke mindst fik vi gravet kanter ned på stien fra prydhaven og ind til urtehaven. Også her er der lagt fiberdug i bunden og lagt ærtesten på stien. Det er en opgave, som har ligget og ventet på, at jeg fik mig taget sammen til at udføre. Så det var rigtig dejligt at få den opgave lavet.

Det har været et par skønne dage i haven sammen med mine flittige forældre - tusind tak for hjælpen.

Kommentarer

  1. Dejligt med gode hjælpere, så går arbejdet hurtigt og nemmere. Mon ikke de fik lidt fødselsdagslagkage og andet godt for hjælpen :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, arbejdet går som en leg, når man er flere om det :-)

      Jo da, de fik lidt fødselsdagskage og en lækker oksesteg med et par gode salater, et godt glas rødvin og .... Det var en skøn måde at fejre fødselsdagen på - og i et skønt forårsvejr :)

      Slet
  2. Jeg skal love for der er blevet knoklet igennem! Flot arbejde.

    Her er jorden stadig for hård og selvom det har regnet i dag (har ikke været hjemme) så lå der nu stadig sne i mine bede, da jeg kom hjem her til aften, så det varer vist stadig noget tid inden jeg går i gang derude.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Det var skønt at komme et godt stykke videre i haven, som har ligget stille alt for længe.

      Det undrer mig faktisk også, at vi kunne grave i jorden for græsplænen er frossen og det sopper når man går fordi smeltevandet ikke kan trække væk. Men det må være fordi bedene ikke er så hårdt trådte som plænen. Vi havde overhovedet ingen problemer med at grave.

      Slet
  3. Til lykke med fødselsdagen. Lækker fødselsdagsgave at få. Det skrider nu bedre fremad, når der er hjælpende hænder.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak - det var rigtigt dejligt at få to par hjælpende hænder i fødselsdagsgave :-) Arbejdet glider ligesom meget bedre, når man er flere om det :)

      Slet
  4. Godaften Susanne.Velkommen hjem fra Italien,og tillykke med fødselsdagen.
    Dejligt med et par friske forældre der kan hjælpe i haven.For du har da godt nogle projekter derude.Er selv gået igang med en pergula,og en lille ny terrasse nede ved vores køkkenhave.Godaften til dig knus Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, tak :-) Det er superskønt, at mine forældre gerne vil hjælpe i haven og tror, at vi nyder meget at gå derude og være fælles om projekter og få nogle gode snakke imens.

      Det bliver spændende at se dine projekter - du må vise lidt fra det undervejs, så vi kan følge med :-)

      Slet
  5. Dejligt for dig med noget hjælp i haven :-)
    Det bliver rigtig godt i din køkkenhave :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var så skønt med hjælpen - projekter og snak glider så godt :)
      Glæder mig ihvertfald til at jeg skal have sået i køkkenhaven og se hvordan det hele kommer til at se ud med både urter og blomster :-)

      Slet
  6. Tillykke med Fødselsdagen.
    I har vel nok været flittige, hold da op i har gået lavet meget og så med lækker fødselsdags middag, det må da være en ønske fødselsdag.

    Huuuurraaaa herfra
    Linda

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak :-)
      Det var helt sikkert en ønske fødselsdag og så var vejret tilmed superskønt i lørdags, hvor det var min fødselsdag - sådan en dag kan man leve længe på :)

      Slet
  7. God morgen. Hold da op hvor har I fået lavet meget. Det er vel nok flot ud. Jeg har aldrig hørt om ærtesten før, men det ser ud til at være flotte sten. Er de dyre? Hvor må det være dejligt at være kommet så godt igang med sæsonen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var skønt at det rykkede i projekterne - herligt med de ekstra hjælpende hænder :-)

      Ærtesten er på 8-16 mm og er dem, som ofte ses på kirkegårde. Disse er i grålige nuancer og jeg mener også at man kan få dem med gule nuancer. Jeg kan ikke huske, hvad vi gav for dem, men jeg husker, at jeg ikke syntes at de var dyre. Jeg er vældig glad for dem og synes de står rigtig godt til de sorte højbede.

      Slet
  8. Det er nok den skønneste gave en haveelsker kan få. Hjælp til havens mange opogaver. Et forsinket tillykke herfra. Jeg synes også det er skønt at komme igang i haven igen, efter alt det sne og frost. Det ser spændende ud med de forskudte plan i bedene. Afskæmning i sorte brædder, tror jeg, jeg vil adoptere til adskillelse mellem roser og stauder.
    Hilsen Lisa

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak - og ja, det var herligt at få skudt havesæsonen i gang med fire hjælpende hænder i haven :-)

      Du er velkommen til til at adoptere idéen med de sorte brædder. Dem er jeg selv super glad for :)

      Slet
  9. Sikke meget I har nået. Næsten som at se "Han, hun og haven". Fedt billede af drivhuset og haven!
    God dag.
    Lotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var så skønt, at vi fik taget et godt ryk i haven - mine forældre er rigtig gode til at få noget fra hånden, så det er en stor hjælp :-)

      Det øverste billede er taget som et panoramabillede - sjov effekt :)

      Slet
  10. Hold da op, hvor har I nået meget! Det ser sørme godt ud, det bliver SÅ flot når det gror til :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak - jeg glæder mig også til at se, hvordan det hele ser ud, når det gror godt til :-)

      Slet

Send en kommentar

Populære indlæg fra denne blog

Juledekorationer hos søster

Da vi var hos min søster forleden, så benyttede jeg lejligheden til at tage lidt billeder af hendes juledekorationer. Jeg synes, at hun er rigtig dygtig til at binde og lave dekorationer, så det er altid en fornøjelse at komme på besøg og se, hvad hun nu har fundet på.

Specielt her til jul, har hun mange forskellige. Nogle af dem er nye og andre er gamle, som er frisket op med nyt, men alle smukke dekorationer, som oser af jul.






En lille smagsprøve på nogle af dekorationer som skaber stemning hos søster :-)

Ny pergola

Tobakspibeplanten har fået mere plads! Et par af havens stolper med rionet har fået en overlægger og tobakspibeplanten har derved fået lidt mere plads at brede sig på. 











Jeg har længe haft et ønske, om at forbinde stolperne med tobakspibeplanten og stolperne på den anden side af græsstriben. Et ønske som nu er blevet opfyldt og vi har fået en pergola.

Tobakspibeplanten er stor og kraftig og griber fast i planterne, som gror omkring den. Håber er derfor, at den vil gribe fast i loftet med rionet i pergolaen og med tiden danne et grønt loft. Men den skal nok have en hjælpende hånd i starten for at blive guidet det rigtige sted hen.

På modsatte side af pergolaen er der også stolper med rionet, men herpå er der sat et par klematis. De er endnu små og plantet sidste år, så der går nok noget tid førend de fylder.

De små i haven

Det er ikke de små mennesker, der er tale om! Men istedet er de små blomster fanget med makro-linsen og når der kigges efter, så er der en del smukke små blomster


Porcelænsblomstens fine små blomster har her besøg af en lille bille.

De sidste blomster på kærmindsøstrene sidder helt oppe i toppen af blomsterstænglen - det varer ikke længe inden deres blomstring er slut.



De små grøn/hvide blomster findes i hobetal på benveden. Det er ikke til at forstå, at den får flotte røde og orange frøstande hen på efteråret - og frøstandene er vel at mærke noget større end selv blomsten.

De enkelte blomster på den lille sibiriske portulak er små, men oftest er der flere planter på samme sted og flere blomster samtidig, så derfor er den til at få øje på.



Den sidste er én af mine yndlinge, som man skal kigge virkelig godt efter, for at finde - de små tobakspiber gemmer sig gerne under de rimelig store blade af tobakspibeplanten.